Ingen dansk lykønskning til Ahmadinejad

Danmark sender ingen lykønskning til Irans nye præsident.

Irans nye præsident, Mahmoud Ahmadinejad, må se forgæves efter en diplomatisk lykønskning fra Danmark. Udenrigsministeriet oplyser, at der ikke bliver sendt en sådan til præsidenten, som onsdag blev taget i ed, ligesom Mahmoud Ahmadinejad heller ikke modtog nogen, da han blev indsat efter valget i 2005.
Danmark deltog i indsættelsesceremonien med en medarbejder fra ambassaden, en såkaldt ambassaderåd. I EU var der en generel enighed om at deltage i ceremonierne på lavt diplomatisk niveau.
Mahmoud Ahmadinejad blev taget i ed næsten otte uger efter det omstridte præsidentvalg den 12. juni, som har ført til omfattende uroligheder.
Selv sagde den 53-årige Mahmoud Ahmadinejad, at præsidentvalget, der udløste de værste uroligheder i Iran siden Den Islamiske Revolution i 1979, markerer "begyndelsen på store forandringer i Iran og i verden".
Præsidentens største rival, Mirhossein Mousavi, og den reformvenlige præst Mehdi Karoubi mener, at Mahmoud Ahmadinejads ny regering er ulovlig. Fremtrædende tidligere præsidenter som Mohammad Khatami og Akbar Hashemi Rafsanjani, der støtter Mousavi, boykottede ceremonien.
USA's præsident, Barack Obama, og lederne for Frankrig, Storbritannien, Italien og Tyskland har alle besluttet ikke at lykønske Ahmadinejad med genvalget. Men Det Hvide Hus erkender, at Ahmadinejad er Irans "valgte leder".


/ritzau/Reuters




Offentliggjort Sidst opdateret