Ingen er døde med coronavirus det seneste døgn i Danmark
Det seneste døgn er 54 personer testet positiv for coronavirus, mens antallet af indlagte er steget med én.
Der er ikke registreret nogen døde med coronavirus det seneste døgn.
Det viser den seneste opgørelse fra Statens Serum Institut onsdag.
Dermed ligger det samlede antal personer, der er døde med coronavirus i Danmark, uforandret på 603.
Generelt er der kun meget små udsving i dagens opgørelse fra Statens Serum Institut.
Antallet af indlagte er steget med en til 33. Heraf er der fortsat otte patienter indlagt på intensiv, som det også var tilfældet tirsdag.
Af patienterne på intensiv er der onsdag én færre, der er lagt i respirator. I alt er der blot fire patienter med coronavirus i respirator i onsdagens opgørelse.
Siden tirsdag er 54 personer blevet testet positiv for coronavirus.
Dermed er i alt 15.339 personer blevet konstateret smittet med coronavirus i Danmark, siden epidemien brød ud.
Søren Riis Paludan, der er virolog på Aarhus Universitet, bider mærke i, at den seneste tids lokale smitteudbrud fortsat ikke har vist sig i indlæggelsestallene.
- Først og fremmest er det glædeligt, at de smitteudbrud, vi har set i Nordjylland og andre steder, ikke har manifesteret sig synligt i indlæggelsestallene endnu, siger han.
- Det bliver spændende at følge, om vi kommer til at opleve øgede indlæggelser og måske flere alvorligt syge som følge af de her små mikroudbrud.
Han vurderer, at der fortsat kan gå et par uger, før de seneste smitteudbrud viser sig som indlæggelser.
Men overordnet set ser Søren Riis Paludan dagens tal som et tegn på, at der fortsat er kontrol over situationen i Danmark.
- Vi har i Danmark haft lukket helt ned. Så når vi lukker op igen, er det naturligt, at der kommer nye smitteudbrud, der som små paddehatte springer op rundt om i landet, siger han.
- Men det går stadig godt i Danmark.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker