Det blev det, lystfiskere kalder en nultur, da toldvæsnet tirsdag holdt premieredag for den forstærkede kontrol ved grænserne.
Ingen blev taget, da tolderne tjekkede 35 biler på motorvejen ved Frøslev lige efter grænsen til Tyskland. Heller ikke 25 andre ved Gedser og endnu 65 ved Øresundsbroen gav gevinst, oplyser Skat.
Ved Frøslev rullede trafikken jævnt, men uden stop forbi toldstedet med nedsat fart, som de 13 udkommanderede toldere havde foranstaltet under den omkring tre timer lange aktion.
Imens rapporterede et halvt hundrede pressefolk fra begivenheden med direkte fjernsynsreportager til blandt andet Tyskland.
Her har regeringens, Dansk Folkepartis og Kristendemokraternes beslutning om at forstærke grænsekontrollen for hele landets vedkommende med foreløbig 50 ekstra mand affødt regulær skæld ud fra den tyske forbundsregerings side.
- Der er ikke begrundelse for så meget bekymring for trafikken, som der har været givet udtryk for. Men det er et meget kedeligt signal at sende, som belaster det dansk-tyske samarbejde, siger journalist Ulf Christen fra Hamburger Abendblatts redaktion i Kiel om sin vinkel på historien.
Mens de tyske medier var troppet op med spanskrør, så blev der rapporteret til en mere blandet målgruppe i Schweiz, der også er medlem af Schengen-samarbejdet, selv om landet står uden for EU.
- Især i den tysktalende del af befolkningen er mange imod grænsesamarbejdet, og der er meget snak om at indføre grænsekontrol til Italien og Frankrig, nu da der er kommet mange tunesiske og libyske flygtninge, siger journalist Antoine Heulard fra Television Suisse.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker