Håbet om en rekordstor gevinst på mere end 100 millioner kroner lever videre blandt nordiske spillefugle.
Der blev nemlig ingen vinder af den forsinkede Onsdags Lotto-trækning, hvor der var 102 millioner kroner på spil i Superpuljen.
De seks vindertal blev 9, 16, 22, 24, 41 og 47, mens Supertallet blev 13. For at Superpuljen bliver udløst, skal Supertallet være det samme som et af de seks vindertal.
Spændingen skulle egentligt have været udløst allerede onsdag aften, men en teknisk fejl i Finland, der er blandt de otte lande, der er med i Onsdags Lotto, forsinkede trækningen.
- De tal, vi fik fra Finland, stemte ikke overens med tallene fra vort eget system. Det er en opgørelse over antallet af spillede rækker. Vi skal være sikre på, at alle spillede rækker deltager i trækningen, sagde Thomas Rørsig ved den lejlighed.
I stedet måtte teknikere og it-folk i Finland og Danmark sidde hele natten for at finde fejlen. Og klokken 10 torsdag blev spændingen så udløst.
Nu må danskerne så til lommerne igen i næste uge. Her forventer Danske Spils informationschef Thomas Rørsig, at puljen bliver på cirka 111 millioner kroner.
Udover de cirka en million danskere deltager også lottospillere fra Sverige, Norge, Island, Estland, Letland, Litauen og Finland i kampen om den store gevinst. I alt regner Danske Spil med, at omkring tre millioner har deltaget i spillet om de mange millioner.
Den hidtil største lottogevinst i Danmark er 38,56 millioner kroner, der blev vundet af en spiller på Østerbro i København i 2008.
Onsdagslotto kastede tre år tidligere en gevinst på 38,48 millioner kroner af sig til en spiller, der havde købt kuponen i Aarhus.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde