- Vi har gjort alt, hvad vi kunne, og filmen forsvinder ikke, fordi vi ikke vinder.
Sådan lød det fra Anders Østergaard, instruktør af den Oscar-nominerede dokumentarfilm "Burma VJ", da han gjorde status efter nattens prisuddeling.
Den danske instruktør lagde ikke skjul på, at han var lidt skuffet.
- Men jeg føler ikke, at vi er blevet snydt. Vores måde at fortælle en historie på kan betyde, at vi ikke trænger igennem til det amerikanske publikum, som for eksempel "The Cove", der vandt Oscar-prisen, gør det.
Anders Østergaard understregede dog, at det ikke får ham til at ændre sin måde at lave film på.
- Jeg er glad for den opmærksomhed, filmen har fået, og vi nåede da at blive en seriøs konkurrent. Vigtige medier som New York Times mente, at "Burma VJ" burde have vundet, fremhæver den 45-årige instruktør.
Før filmen blev nomineret til en Oscar, havde "Burma VJ" vundet næsten 40 priser på internationale festivaler.
Hans film havde premiere i efteråret 2008. Den fortæller historien om de burmesiske munkes opstand i Myanmar (tidligere Burma), filmet af såkaldte "citizen journalists", som måtte smugle deres optagelser ud af landet.
Senere blev de klippet sammen til en fortællemæssig og kunstnerisk helhed af Anders Østergaard og hans medarbejdere.
Producent på filmen er det danske selskab Magic Hour Films.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet