Injuriesag mod Hedegaard og Langballe

Trykkefrihedsselskabets formand Lars Hedegaard og Dansk Folkepartis Jesper Langballe skal straffes for deres udtalelser om, at muslimske mænd voldtager deres familiemedlemmer. Det mener integrationsrådgiver Mohammad Rafiq. Han har anlagt injuriesag mod dem begge.

- Det er en meget grov beskyldning. Jeg kan efter udtalelserne se, mærke og føle, at mange i vores samfund har fået en opfattelse af, at udtalelserne er sande, forklarer Mohammad Rafiq, der føler sig dybt krænket.

Nu kræver han så, at Lars Hedegaard og Jesper Langballe skal betale en tortgodtgørelse på 40.000 kroner, som ubeskåret skal gå til Røde Kors.

Mohammad Rafiq håber på at kunne sende et signal til samfundet, om at sådanne udtalelser er helt og aldeles uacceptable.

Han forklarer, hvordan udtalelser som Lars Hedegaards og Jesper Langballes ikke kun krænker en stor befolkningsgruppe i landet, men at de også skader integrationen som helhed.

- Det er ødelæggende for sammenhængskraften i Danmark. Vi er nærmest ikke engang kommet over 11. september endnu, hvor der bredte sig en opfattelse af, at alle muslimer er lig med terror. Nu kommer så det næste, hvor alle muslimerne er lig med voldsforbrydere, siger Mohammad Rafiq.

Ud over injuriesagen er Lars Hedegaard også anmeldt for racisme til Østjyllands Politi af læge og næstformand for Århus Kommunes integrationsråd Yilmaz Evcil. Den sag er endnu ikke afgjort.

/ritzau/

Integrationsrådgiver Mohammad Rafiq har anlagt injuriesag overfor Trykkefrihedsselskabets formand, Lars Hedegaard, og Dansk Folkepartis Jesper Langballe.

Offentliggjort Sidst opdateret