Filmselskabet Zentropa kan glæde sig over en tiltrængt økonomisk saltvandsindsprøjtning.
Instruktøren Kristian Levring har nemlig købt aktier i selskabet for fem millioner kroner.
- Det er ganske enkelt. Jeg har investeret i Zentropa, fordi jeg tror på firmaets fremtid, siger Levring til filmmagasinet Ekko.
Han var i 1990'erne én af mændene bag dogmebevægelsen, og hans engelsksprogede "The King is Alive" var den fjerde dogmefilm.
Siden har Kristian Levring instrueret "The Intended" og den danske thriller "Den du frygter", men han har haft størst succes som instruktør af reklamefilm med base i London.
Allan Hansen, direktør i Nordisk Film og bestyrelsesformand i Zentropa, bekræfter Levrings aktiekøb over for Ekko.
- Det seneste par år har været udfordrende for Zentropa, og resultaterne har ikke været tilfredsstillende. Men nu har vi skabt et finansielt grundlag, som bakker op om en ny forretningsplan og giver selskabet arbejdsro, siger Allan Hansen.
Zentropa regnes som et af Europas førende filmselskaber, men er samtidig plaget af en anstrengt økonomi.
Nordisk Film sidder på 50 procent af aktierne i Zentropa, mens Peter Aalbæk Jensen og Lars von Trier i fællesskab har 25 procent Medarbejdere i Zentropa og personer med tilknytning til selskabet ejer de sidste 25 procent.
Trods store succeser som "Klovn" og "Hævnen" kom Zentropa ud af 2010 med et underskud på 17 millioner kroner.
2012 byder på to store Zentropa-premierer: Susanne Biers "Den skaldede frisør" og Nikolaj Arcels "Dronningen og livlægen".
I november indleder selskabet optagelserne til Thomas Vinterbergs ny film, "Jagten", og Lars von Trier arbejder på sit kommende projekt, "Nymfoman", som ventes at ramme biograferne i 2013.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde