Insulin kan øge risikoen for kræft

Patienter med insulinkrævende sukkersyge har en øget risiko for at få kræft. En ny stor dansk undersøgelse viser, at kræftrisikoen stiger med 50 procent hos diabetikere i behandling med insulin.

Bag undersøgelsen står Steno Diabetes Center, som ved at sammenkøre Det Danske Cancerregister med Det Nationale Diabetesregister finder 30.000 tilfælde af kræft hos diabetikere. Dermed støtter resultatet lignende undersøgelser i udlandet, der inden for det seneste år har fastslået en uheldig sammenhæng mellem insulin og kræft.

Formanden for Diabetesforeningen, professor Allan Flyvbjerg, Aarhus Universitetshospital, siger til Ritzau, at ingen kender den præcise forklaring.

- Men vi ved, at insulin er en svag vækstfaktor, og det kan måske få kroppens celler til at vokse i en uheldig retning. Uden insulin ville kræften sandsynligvis ikke udvikle sig, men blive i et forstadie, siger han.

Trods den øgede risiko advarer han mod at stoppe med insulinen, da det kan få alvorlige konsekvenser:

- Ingen i Danmark får insulin, uden at det er bydende nødvendigt. Det er livsnødvendig medicin, som kun gives, når alle andre midler ikke længere har nogen effekt, siger han.

Udenlandske undersøgelser har vist, at risikoen for kræft er afhængig af mængden af insulin. Andre undersøgelser har rettet mistanken mod bestemte typer insulin.

Den danske undersøgelse kan hverken be- eller afkræfte, om mængde eller type har betydning. De resultater er først klar om et års tid.

I 2009 var godt 67.000 danskere i behandling med insulin. Antallet er støt stigende, viser tal fra Lægemiddelstyrelsen.

/ritzau/

Tusindvis af danskere med sukkersyge er afhængige af insulin. Nu viser undersøgelse, at deres risiko for kræft øges med 50 procent.

Offentliggjort Sidst opdateret