Internettet overhaler fogedforbud

Giver et fogedforbud mod udgivelsen af en bog overhovedet mening længere, når teksten kan distribueres på internettet med et enkelt klik, før retten har taget stilling?

Spørgsmålet er retorisk og stilles af dommer Bodil Toftemann, efter hun i Fogedretten har afvist at nedlægge fogedforbud mod den omstridte bog "Jæger - i krig med eliten" af Thomas Rathsack.

- Det er jo helt anderledes i dag end for 25 år siden, og man kan spørge sig selv om, hvorvidt tiden er løbet fra fogedforbuddet, som vi kender det i dag, siger hun.

Bodil Toftemann valgte ikke at nedlægge fogedforbud mod bogen, selvom hun efter eget udsagn ville have gjort det, hvis ikke bogens tekst allerede var gengivet på internettet og i dagbladet Politiken.

- Men løbet var jo kørt, så derfor ville et fogedforbud ikke give mening, siger Bodil Toftemann.

Hun får opbakning fra næstformand for Den Danske Dommerforening, landsdommer Mikael Sjöberg. Muligheden for at lække manuskripter på internettet gør, at parterne skal være meget hurtigere ude, hvis man vil have et fogedforbud:

- Det tjener ikke noget formål at nedlægge et forbud, når skaden er sket. Og det er den, hvis bogen er offentliggjort. Det er altid en konkret afvejning, hvad der skal til, men det kan være nok, at bogen er lagt ud på internettet. I denne sag er Politikens optryk dog en klar manifestation, siger Mikael Sjöberg.

Med rettens tilladelse til at udgive bogen forventer forlaget People's Press at udgive bogen "i løbet af et par dage".

/ritzau/

Foto: FRANDSEN FINN/POLFOTO

Tiden er løbet fra fogedforbud mod en bog, fordi bogen jo bare kan publiceres på internettet, mener dommer i sagen om omstridt bog af jægersoldat.

Offentliggjort Sidst opdateret