Isbjørnene i Østgrønland skal tælles
For første gang skal isbjørne i Østgrønland tælles. Målet er en bæredygtigt fangst af isbjørne.
Grønlands Naturinstitut skal til at tælle isbjørne i Østgrønland. Og det bliver lidt af en opgave, da det område, der er udset, er større end Tyskland og Frankrig tilsammen.
Formålet med optællingen er, at der kan gives en foreløbig rådgivning for bæredygtig fangst af isbjørne i Østgrønland i 2019. Det skriver Grønlands Naturinstitut i en pressemeddelelse.
Naturinstituttet har fået midler fra Miljøstyrelsen i Danmark til det forberedende arbejde til en egentlig tælling. Og man starter med at lave en interviewundersøgelse blandt fangere i Tasiilaq- og Ittoqqortoormiit-området i det nye år.
Forskere fra instituttet skal indsamle fangernes viden om isbjørne i området. Og man vil bruge de kommende år på at indsamle yderligere oplysninger, der er tilgængelige om isbjørne fra østkysten.
Til foråret vil forskerne også sætte satellitsendere på isbjørne i Tasiilaq-området, så man kan finde ud af, om der er tale om flere, adskilte bestande eller grupper af isbjørne i det store område.
Samtidig laves en genetisk undersøgelse, der omfatter prøver indsamlet gennem årene af fangere fra Ittoqqortoormiit og Tasiilaq. Undersøgelsen skal kaste lys over, om isbjørne, der nedlægges i de to områder, tilhører forskellige grupper.
Grønlands Naturinstitut ville også gerne undersøge bestanden af isbjørne i havet øst for verdens største nationalpark, der ligger i det nordøstlige Grønland.
Nationalparken, der har 18.000 kilometer kyststrækning, er udlagt som olieefterforskningsområde. Og området bør undersøges, så man kan finde ud af, om olieaktiviteterne har indvirkning på isbjørnenes antal, mener instituttet.
- De ovenstående ønsker til undersøgelser af isbjørne i Østgrønland afhænger dog af, om der i de kommende år kan rejses tilstrækkeligt med eksterne midler, skriver Grønlands Naturinstitut i pressemeddelelsen.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned