Iskolde vindstød: Her har snefygningen været værst
I Nordjylland har man gjort klogt i at tage tidligt hjem fra sildebordet og julefrokosten fredag aften.
Snefygning har gjort al færdsel udendørs til en risikabel affære, og de kraftige og iskolde vindstød hen over landsdelen har været helt oppe i den høje kaliber i løbet af natten, oplyser Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
- Da vinden var oppe og kulminere, da havde vi en frisk vind til kuling. Og man havde nogle særdeles kraftige vindstød. Enkelte vindstød i Nordjylland var rent faktisk helt oppe på stormstyrke, fortæller DMI-vagtchef Michael Skelbæk.
Mange steder i Danmark har politiet opfordret borgerne til at droppe al unødvendig kørsel på grund af snefygningen, der har lukket adskillige mindre veje.
Heldigvis er der dog ikke drysset så meget sne ned fra oven samtidigt, og dermed er Danmark styret fri af snekaos i den helt store stil.
- Men det blæser og har blæst rigtigt meget, og derfor har der været snefygning rundt omkring. Specielt i den nordlige halvdel af Jylland har det fyget godt og grundigt, fortæller Michael Skelbæk fra DMI.
Det er svært at sige noget helt præcist om, hvor meget sne der ligger rundt omkring i landskabet, lyder det.
- Når det har blæst så meget, er det svært at give et rigtigt godt mål for snedybden. Det, som er sikkert, er, at nu kommer tøvejret buldrende ind. Så selvom der ligger noget, så begynder det så småt at smelte, siger han.
- Lige nu ligger temperaturen nede i Syd- og Sønderjylland mellem halvanden og tre grader. På Fyn, Sydsjælland og Lolland-Falster er vi også oppe på plus to, tilføjer DMI-vagtchefen tidligt lørdag morgen.
Dermed lader det til at være slut med sneen i den her omgang, og Danmark går nogle disede og halvtriste gråvejrsdage i møde.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde