Isvinter skaber travlhed i danske havne

Havnen i den sjællandske by har netop beordret slæbebåden Enø til at sørge for at holde havnen fri for is. Med sin kraftige dieselmotor og sit forstærkede skrog fungerer den fint som isbryder.

- Vandet er næsten helt fersk og fryser derfor hurtigt til. Isen er i øjeblikket mellem fem og 10 centimeter tyk, og den stiger dagligt grundet det kolde vejr fra Sibirien, fortæller havnechef Jesper Møller Petersen.

Foreløbig er den 10 kilometer lange rende mellem Næstved Havn og Karrebæksminde fri for isproblemer, men det er en stakket frist, mener Jesper Møller Petersen.

- Når først havnen begynder at fryse til, så ved vi af erfaring, at hele kanalen lynhurtigt også vil fryse til. Vi regner med at skulle sejle mindst hver anden dag i kanalen i næste uge for at holde den fri af is, siger havnechefen.

Sidste vinter var Enø i arbejde fra midt i december og tre måneder frem.

Også i Randers Havn er vandet meget fersk og fryser hurtigt til, oplyser havneassistent Per Møller:

- Isen er vel fem til 10 centimeter tyk, men ind til videre har skibstrafikken selv kunnet holde sejlrenden isfri.

- Måske bliver vi i weekenden nødt til at få gang i vores slæbebåd Jens Ove, som også er isbryder. Det afhænger af, hvor mange skibe der kommer, siger Per Møller, som i givet fald selv skal føre skibet.

- Hele sidste vinter klarede Jens Ove at holde vores 30 kilometer lange fjord isfri, og jeg fik en masse overarbejde. Det får jeg måske også de næste uger, siger han.

Det vanskeligste arbejde for Enø i Næstved opstår typisk, når det igen er blevet plusgrader.

Når vejret bliver mildere igen efter en længere periode med frost, og vinden går om i vest, sker der ifølge Jesper Møller Petersen ofte det, at isen pakker sig sammen i bunden af Smålandshavet.

- Så bliver det først for alvor problematisk for os, siger han.

Enø kan pløje sig igennem cirka 25 centimeter fast is.

/ritzau/

Foto: Finn John Carlsson /Scanpix

Når det bliver rigtig koldt i Danmark, er Næstved Havn normalt en af de havne, der først får problemer med is. Sådan er det også i år.

Offentliggjort Sidst opdateret