It er omdrejningspunktet i direktørens liv
Michael Ørnø har siden 2012 stået i spidsen for Statens It. I sin fritid er han formand for Dansk Datahistorisk Forening, der blandt andet indsamler og udstiller hardware og software fra den danske it-historie. (Arkivfoto). Foto: Foto: Kim Wendt/Statens It/Free
Michael Ørnø, som 30. oktober fylder 60 år, har i mere end et årti været direktør i Statens It. I sin fritid står han i spidsen for en frivillig dataforening.
I 12 år har han været direktør i Statens It, som er en styrelse under Finansministeriet med hovedsæde i Ballerup. Og netop it har fyldt rigtig meget i livet for Michael Ørnø, som onsdag 30. oktober fylder 60 år.
Han er ikke den, der udtaler sig meget i den brede offentlighed, men en gang imellem kommer han i søgelyset.
Som i april i år, hvor softwarefejl var skyld i, at flere ministerier og styrelser oplevede it-problemer, så de ansatte havde svært ved at bruge systemerne.
- Statens It lever af at levere stabil it-drift, så det giver naturligvis nogle alvorlige ridser i lakken og har store konsekvenser for vores kunder, når problemer af den kaliber som tirsdagens netværksproblemer rammer os, sagde Michael Ørnø ved den lejlighed.
Direktøren kan selv ikke siges at mangle it-evner. Faktisk kan han fremvise et cv ud over det sædvanlige i en lang karriere.
Efter at være blevet student i 1983 fra Øregaard Gymnasium læste Michael Ørnø fra 1987 til 1991 datalogi på Københavns Universitet.
Sideløbende med studierne arbejdede han som studentermedhjælper i Undervisningsministeriet og senere som programmør i Garantifonden for Danske Optioner og Futures.
Herefter fulgte job som systemchef hos PBS, driftschef hos SAS Data A/S og It-driftschef i Post Danmark, inden han i 2010 fik titel af vice president for Service & Structure Management hos PostNord A/S.
Michael Ørnø tog undervejs en HD i Organisation og Ledelse på Copenhagen Business School.
I 2012 blev han direktør i Statens It, hvor han altså fortsat er ansat.
Fra 2015 og frem til i år var han medlem af bestyrelsen for Dansk It, heraf en periode som næstformand, og siden 2021 har han været formand for Dansk Datahistorisk Forening.
Foreningen har til formål at indsamle, bevare og udbrede kendskabet til dansk datahistorie. Det sker blandt andet ved at bevare både hardware og software af betydning for dansk datahistorie samt stille samlinger, for eksempel computere af ældre dato, til rådighed for udstillinger.
Dansk Datahistorisk Forening indviede i 2022 Datamuseet i Hedehusene. Museet indeholder maskiner, manualer, brochurer, litteratur og gammel software, der dokumenterer den danske it-historie tilbage fra 1957.
Privat bor Michael Ørnø i Birkerød med sin hustru, Charlotte. Parret har to børn.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker