It kan erstatte hver tiende lærer

Et totalt digitalt løft til landets folkeskoler kan frigive så mange ressourcer, at det kan løse fremtidens lærermangel.

Det siger Det Digitale Råd i en ny analyse, som har regnet på en modelkommune med 16 skoler, 5760 elever, 515 lærere og et budget på 400 millioner til folkeskolen.

- Det kan faktisk godt betale sig, siger direktør i Det Digitale Råd Michael Karvø til Politiken.

- Gennem mange år har vi løst udfordringerne i folkeskolen ved at ansætte flere, så en lærer nu underviser i gennemsnit 12-14 klokketimer om ugen. Ved at investere i teknologi kan man udnytte lærernes ressourcer bedre, siger Michael Karvø.

I regnestykket kan modelkommunen spare 51 lærerstillinger - hver tiende lærer.

Det er mere end nok til at betale for et massivt digitalt løft med professionelt trådløst net på alle skoler, bærbare computere til lærere og elever, interaktive tavler og et bredt udvalg af undervisningsprogrammer.

Og det bliver faktisk nødvendigt, for andre regnestykker forudser en massiv lærermangel om få år.

Men it-investeringen skal ske på et helt andet niveau end i dag, hvor mange skoler bøvler med systemer og udstyr, der ikke er driftssikkert, så der går masser af spildtid, hver gang eleverne skal arbejde digitalt.

Ude i virksomhederne ville man ikke finde sig i at arbejde med systemer som dem, der er blevet tildelt folkeskolen, siger Michael Karvø.

/ritzau/

Et massivt digitalt løft af folkeskolen kan spare lærerstillinger og dermed løse fremtidens lærermangel. Det siger Det Digitale Råd i ny analyse.

Offentliggjort Sidst opdateret