It-rigmand beder unge lytte til mor og far

Michael Dell skilte computere fra Apple og IBM ad som teenager, og så opbyggede han sin forretning. Den 23. februar fylder han 60. Foto: Brendan McDermid/Reuters

Michael Dell er en af verdens rigeste mænd. Som ung fik han computerfirmaet Dell op at stå. Derfra har han ikke set sig tilbage. Han fylder 60 den 23. februar.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er ikke alle USA's it-milliardærer, der gør som Mark Zuckerberg: "Arbejd hurtigt, og slå ting i stykker".

Det motto brugte Meta-topchefen i 2014 for at illustrere, hvordan tech-selskaberne i Silicon Valley nedbrød gamle måder at tænke på.

De blev stenrige.

Michael Dell er også it-milliardær. Ifølge Forbes-listen over milliardærer er han god for godt 111 milliarder dollar - over 800 milliarder kroner.

Han svinger mellem plads 12 og 15 på listen over verdens rigeste.

Dell er mindre forhippet på at smadre ting end Zuckerberg, men Dell er også 20 år ældre.

Han fylder 60 den 23. februar, og han anbefaler de unge at lytte til deres forældre - en gang imellem.

Ifølge mediet businesstoday siger han i podcasten "In Good Company", at forældre ikke altid har ret.

Men de tager heller ikke altid fejl.

Han henviser til sin egen historie.

Hans forældre ville have ham til at blive læge og glemme den dumme interesse for computere.

Han fulgte ikke deres råd og opbyggede en milliardvirksomhed.

Men nogle forældreråd hjalp ham. Hans mor lærte ham og hans to brødre, at de skulle "lege ordentligt, men vinde".

Det blev et motto for hans firma og navnet på den bog, han skrev i 2021, "Play nice but win".

Man skal være fair, men hele tiden gå efter at vinde.

Han giver også selv råd til de unge.

- I skal eksperimentere, løbe risici, fejle, finde svære problemer, gøre noget værdifuldt, ikke være bange, være modige.

Michael Saul Dell tjente sine første 1000 dollar som 12-årig ved at sælge frimærker og andre samleobjekter.

Nogle år senere købte han en af Apples første computere og skilte den ad for at se, hvordan den virkede.

Han gjorde det samme med en IBM-computer.

Imens tjente han penge ved at sælge avisabonnementer, og med computernes hjælp solgte han målrettet i stedet for at ringe tilfældigt rundt.

Han hyrede snart folk til at sælge abonnementer.

Nu begyndte en forretning at køre, og han stoppede lægestudiet på University of Texas i Austin.

Senere kom idéen med at fremstille computere specielt til brugerens behov.

I 1984 var Dell Computer Corporation en realitet.

Otte år senere var han 27 år og yngste topchef på magasinet Fortunes liste over de 500 største virksomheder i USA.

I 1996 solgte Dell computere på internettet.

I 2001 blev Dell en overgang verdens største computerproducent. Siden er Dell gennem opkøb og egne evner fulgt med den teknologiske udvikling.

I dag hedder virksomheden Dell Technologies. Michael Dell er stadig chef, og virksomheden beskæftiger sig blandt andet med computere, skærme, servere, datalagre, cybersikkerhed og AI.

Dell siger i øvrigt i podcasten, at han hver dag går i seng omkring klokken 21.00. Han står op klokken 04.00-05.00 og begynder dagen med at træne.

Michael Dell og hans kone, Susan Lieberman, etablerede i 1999 Michael & Susan Dell Foundation til velgørenhed.

Den fokuserer på uddannelse og sundhed.

Ægteparret Dell har fire børn og bor i Austin, Texas.

/ritzau/