Iturevne penge rammer hjernen som hammer

Når en pengeseddel bliver revet itu for øjnene af os, sætter det væsentlige spor i hjernen.

Helt præcist i den venstre hjernehalvdel og i de samme områder, som bliver aktive, når vi tænker på en hammer eller en skruetrækker.

Det viser ny dansk forskning, skriver hjemmesiden Experimentarium.dk.

- Selvom penge repræsenterer en imaginær værdi, så viser vores undersøgelse, at destruktionen af penge bringer nogle af de samme hjerneområder i spil, som når vi tænker på en håndgribelig hammer eller skruetrækker.

- Og jo større værdien er på den ødelagte pengeseddel, des større bliver aktiviteten i vores hjerner, siger Andreas Roepstorff, professor i antropologi og hjerneforskning ved Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital, til Experimentarium.dk.

Han er en del af det danske forskerhold, der er kommet frem til resultaterne.

Forskerne har skannet hjernerne hos 20 unge danskere mellem 20 og 29 år, mens de så forskellige videosekvenser fra en skuespillers håndtering af en 100-kroneseddel, en 500-kroneseddel eller et værdiløst stykke papir.

Scenerne bevægede sig mellem to ekstremer: Enten var håndteringen af pengesedlen meget destruktiv og upassende, hvor skuespilleren enten klippede eller rev pengesedlen over.

Eller også var håndteringen af pengesedlen blid og socialt acceptabel, hvor skuespilleren stille og roligt foldede pengesedlen sammen eller blot kiggede omhyggeligt på den.

Hjerneskanningerne viste med stor tydelighed, at den destruktive håndtering af pengesedlen i bogstaveligste forstand satte spor på i unge danskeres hjerner.

/ritzau/

Der svarer til at tænke på en hammer, når vi ser en pengeseddel blive revet itu. Det viser ny forskning.

Offentliggjort Sidst opdateret