Informationer i et enkelt kapitel i bogen "Jæger - i krig med eliten" var ifølge tidligere forsvarschef Tim Sloth Jørgensen forklaring på, at forsvaret i 2009 forsøgte at få nedlagt fogedforbud mod udgivelse af bogen. Det skriver Jyllands-Posten lørdag.
I bogens 14. kapitel "Under cover" skriver forfatteren, den tidligere jægersoldat Thomas Rathsack, at en håndfuld jægersoldater er i Afghanistan for et beskytte en hemmelig agent.
- Fogedforbuddet handlede mest om det kapitel. For det betød, at det blev sværere at gennemføre tilsvarende operationer og dermed sværere at indhente efterretninger, siger Tim Sloth Jørgensen til avisen.
Det største problem for forsvaret var, at den omtalte agent arbejdede for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) samt at FE var i færd med en tilsvarende operation, netop som bogen udkom.
Hvis kapitlet var blevet taget ud af bogen, ville forsvaret måske have opgivet sit krav om at få udgivelsen bremset, ifølge Tim Sloth Jørgensen. Forsvaret opnåede dog aldrig fogedforbuddet.
Lektor Peter Viggo Jakobsen fra Forsvarsakademiet siger, at oplysningen om agentoperationen dengang var ny.
- Men jeg mener, stadig, at det var for tyndt at sige, at man så ikke kunne køre de samme operationer i Afghanistan, siger han til Jyllands-Posten.
Direktør Jakob Kvist fra People's Press, der udgav bogen, forklarer, at forlaget rådførte sig med både soldater og militærjurister.
- Så jeg anerkender ikke præmissen om, at bogen var farlig, siger Jakob Kvist.
Bogen fik store konsekvenser for Tim Sloth Jørgensen, som måtte trække sig som forsvarschef, da en arabisk oversættelse af bogen fra Forsvarskommandoen dukkede op på Internettet. Også daværende forsvarsminister Søren Gade gik af.
/ritzau/
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker