Fusionen mellem Privathospitalet Hamlet og Aleris Privathospitaler har kostet den tidligere konservative sundhedsminister Jakob Axel Nielsen direktørjobbet i Aleris-koncernens danske afdeling, skriver Dagens Medicin.
- Det er rigtigt, at jeg er stoppet som direktør pr. 31. august, siger Jakob Axel Nielsen.
- Efter opkøbet af Privathospitalet Hamlet ønsker ejerne nye øjne på den nyerhvervede organisation, og det forstår jeg godt, siger han.
Aleris-koncernen satte sig i maj tungt på det danske marked for privathospitaler, da den meddelte, at den havde overtaget i første omgang 78 procent af aktierne i Danmarks hidtil største privathospital, Hamlet.
Efter fusionen driver den svenske koncern otte privathospitaler i Danmark og er således nu den største spiller i Danmark. Derudover driver koncernen en række privathospitaler i udlandet.
Jakob Axel Nielsen overtog jobbet som direktør for Aleris 1. november sidste år, hvor han afløste direktøren gennem otte år, Tina Schmidt Madsen.
De næste to måneder løser han opgaver for Aleris' koncernledelse i Sverige, men derefter er det planen, at han er helt færdig med plejekoncernen.
Hvad der skal ske derefter, kan han endnu ikke sige noget om, men han har "gang i nogle ting", fortæller han.
Den tidligere sundhedsminister afløses i første omgang af Nis Alstrup, centerchef for Aleris i Esbjerg og tidligere formand for Brancheforeningen for Privathospitaler og -kliniker, der er konstitueret direktør for de otte danske privathospitaler.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned