Jens Rohde om patronrap: Slap af

Reaktionen på en 11-årig drengs raptekst er ude af proportioner, mener Venstres Jens Rohde. Forsvarere af ytringsfrihed må selv tåle noget, mener han.

Lukningen af en sommerskole på grund af en 11-årig drengs raptekst er overdrevet og helt ude af proportioner. Det mener venstrepolitikeren Jens Rohde.
- Proportionerne hænger slet ikke sammen. Udtalelserne vil jeg tage afstand fra, sådan noget med patroner er ikke godt. Men slap nu af. Jeg bryder mig ikke om rapsprog, men det er nu en gang, som det er. Og det er en 11-årig dreng. Slap af, siger han.
Jens Rohde har gentagne gange været en af de hårde forsvarere for ytringsfriheden. Udtalelser af snart sagt enhver art skal imødegås med ord og argumenter.
- Når nogen - det gælder også typer som Hizb-ut-Tahrir og lignende - siger noget, som man synes er forfærdeligt eller dumt, så må man modgå det med argumenter. Ikke med forbud og sanktioner, siger han.
Han reagerer på, at et sommerkursus for rappere i klubben Rosenhøj i Århus er blevet lukket i 14 dage, fordi en 11-årig dreng skrev følgende raptekst:
"Jeg har en enkelt patron for Messerschmidt, for han snakker masser shit".


Dansk Folkepartis medlem af Europa-Parlamentet, Morten Messerschmidt, billigede efterfølgende i en sms til TV2 Østjylland lukningen. Og i Kristeligt Dagblad har Lars Hedegaard, formand for Trykkefrihedsselskabet, der beskriver sig selv som en kompromisløs forkæmper for ytringsfriheden, sagt, at lukningen er "helt rimelig".
Jens Rohde vil ikke forholde sig til, om Messerschmidt og Hedegaard er forkert på den.
- Man må ikke true. Men er det en trussel, eller det bare en 11-årig dreng. Hvordan andre ser på det, det må de selv om. Men hvis man går ind for ytringsfrihed og gerne ser blasfemiparagraffen afskaffet, sådan som Dansk Folkeparti gør, netop fordi man skal kunne tåle og imødegå forhånelser med argumenter, så skal man også tage konsekvensen af det, siger han.
/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret