Jessens hedewestern kom på filmlærredet

Ida Jessens noveller og romaner udspiller sig ofte i landsbysamfund. Hun er selv opvokset i Thyregod som datter af en præst. 25. september fylder forfatteren 60 år. (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Ida Jessen skildrer i sine bøger nænsomt livets op- og nedture. Mads Mikkelsen gjorde hendes kaptajn von Kahlen kendt. 25. september fylder forfatteren 60 år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Barndommen i en præstegård i Thyregod i Midtjylland og senere årene som folkeskolelærer i Nordnorge har givet Ida Jessen et blik for livet uden for de store byer.

I noveller og romaner bruger forfatteren, der fylder 60 år den 25. september, sine egne erfaringer og oplevelser til at beskrive livet på landet.

De små samfund er med hendes egne ord "et godt rum at skrive de dybdegående karakterskildringer ud fra".

Som hun gør det i romanen "En ny tid" fra 2015 om frøken Høy, der i begyndelsen af 1900-tallet kommer til Thyregod for at drive en nyoprettet friskole. Hun gifter sig med den gådefulde distriktslæge Bagge, der et par år senere får sin egen Jessen-roman, "Doktor Bagges anagrammer".

Andre romaner er henlagt til den fiktive by Hvium på kanten af Limfjorden.

I en trilogi følger læserne præsten Lisa, der i første bind, "Den der lyver", mister sin søn i en trafikulykke på hans syv-års fødselsdag. Sorgen over tabet og vreden mod flugtbilisten rammer ikke kun præstefamilien, men også mange andre i Hvium.

For det tredje bind, "Børnene", modtog Ida Jessen i 2010 boghandlernes pris, De Gyldne Laurbær. Samme år var bogen nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris.

Mest opmærksomhed har Ida Jessens seneste roman, "Kaptajnen og Ann Barbara", dog fået. På samme tid er den et 1700-tals drama om den jyske hedes opdyrkning og en kærlighedsfortælling om den ensomme og virkelige tyske kaptajn Ludwig von Kahlen og den unge kvinde Ann Barbara.

Tidligere har Jeppe Aakjær forsøgt at beskrive, hvad der drev von Kahlen til at slå sig ned et så barsk sted. Den opgave ville Ida Jessen forfølge. Også selv om hun i begyndelsen tvivlede på, om læserne ville gribes af kaptajnen på Kongenshus Hede ved Viborg.

Læserne viste sig at være begejstrede, og det samme var manuskriptforfatter og instruktør Nikolaj Arcel, der sammen med Anders Thomas Jensen skabte spillefilmen "Bastarden".

Filmen, der havde premiere i biograferne i 2023 med Mads Mikkelsen og Amanda Collin i hovedrollerne, har siden modtaget en Robert for Årets Danske Spillefilm og en Bodilpris for Årets Bedste Danske Film.

Også den næste roman fra Ida Jessen går tilbage i tiden. Dog ikke så langt - den er et portræt af den norske forfatter Sigrid Undset, der døde i 1949. Romanen udkommer i næste måned.

Ved siden af sine mange bøger for voksne har Ida Jessen skrevet en række børne- og ungdomsbøger. Blandt andet serien om elefantungen Carl, der er udråbt som en moderne klassiker.

Foruden De Gyldne Laurbær har hun modtaget Georg Brandes-prisen, Blixenprisen og DR Romanprisen.

Ida Jessen bor i Sorø med sin mand, forfatter og præst Niels Grønkjær.

Hun er mor til en voksen datter. Han har tre børn fra et tidligere ægteskab.

/ritzau/