Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) glæder sig "usigeligt meget" over, at en negativ myte om indvandrere og arbejdsmarkedet er punkteret.
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af fuldtidsbeskæftigede indvandrere i Danmark er steget med 5,2 og 0,4 procent for henholdsvis indvandrere fra vestlige og ikke-vestlige lande.
- Der er ingen tvivl om, at rigtig mange indvandrere har kæmpet en brav kamp for at få fodfæste på det danske arbejdsmarked, siger Inger Støjberg til Ritzau.
- Hvis man ser på tallene, så er indvandrerne blevet mindre ramt af den internationale finanskrise, end danskere er.
Mens flere indvandrere er kommet i job, faldt antallet af fuldtidsbeskæftigede personer af dansk oprindelse med en procent fra 2008 til 2009.
- Jeg er ikke i tvivl om, at det for det første skyldes, at mange indvandrere er utroligt dedikerede til det arbejde, de har fået - også fordi de har kæmpet en brav kamp for at komme ind på arbejdsmarkedet, siger Inger Støjberg.
Hun understreger, at en anden årsag er, at servicefagene, som beskæftiger mange af indvandrerne, er mindre ramt af krisen end andre faggrupper.
Inger Støjberg erkender, at indvandrere og især kvinder fra ikke-vestlige lande fortsætter med at halte efter dem fra vestlige lande. Det bekymrer hende.
Samtidig har indvandrerne i Danmark ifølge ministeren større risiko for at blive langtidsledige, hvis de først bliver ramt af arbejdsløsheden.
- Der er stadigvæk meget at indhente for indvandrerne, men tallene viser, at det kan lade sig gøre, siger hun.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker