Jorden kan holde til et forbrug på to kyllingebryster om ugen
Et nyt studie af forskere fra DTU konkluderer, at jorden ikke lider overbelastning, hvis folks kødforbrug ikke overstiger 255 gram om ugen. Det svarer cirka til to kyllingebryster. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
DTU-forskere har sat et tal på, at jorden kan holde til et kødforbrug på 255 gram kylling om ugen per person.
Forskere fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU) er kommet frem til, hvor meget kød en person kan spise om ugen, uden at planeten lider overlast.
Det skriver DTU i en pressemeddelelse.
255 gram fjerkræ eller svinekød er grænsen for, hvor meget planeten kan holde til, at en enkelt person spiser af kød om ugen.
- Vores beregninger viser, at selv moderate mængder kød i ens diæt er uforeneligt med, hvad planeten kan regenerere af ressourcer ud fra de miljøfaktorer, vi har kigget på i studiet, siger Caroline H. Gebara, der er postdoc på DTU Sustain og hovedforfatter på studiet.
Ifølge studiet kan man slet ikke spise oksekød i meningsfulde mængder uden at overskride jordens grænser.
- De fleste er efterhånden klar over, at vi burde spise mindre kød af både miljømæssige- og helbredsmæssige grunde. Men det er svært at forholde sig til, hvor meget "mindre" er, og om det egentlig nytter noget i det store perspektiv, siger Caroline H. Gebara og tilføjer:
- Derfor har vi med udgangspunkt i de planetære grænser udregnet et konkret tal - 255 gram fjerkræ eller svin om ugen - som man faktisk kan se for sig og tage stilling til, når man kigger ned i køledisken.
Studiet havde til formål at undersøge, om det er muligt at opfylde jordens befolknings ernæringsbehov uden at bryde jordens grænser.
Det kan ud fra beregningerne godt lade sig gøre, men der skal ifølge Caroline H. Gebara noget til.
- Den globale omlægning kræver politisk handling på øverste niveau, mens den individuelle omstilling bliver langt lettere, hvis vi får bedre guidance og rammer, der understøtter de bæredygtige valg.
Forskningen er lavet på baggrund af en række miljøforhold som CO2-udledning og forbruget af vand samt for sundhedspåvirkningen af en bestemt diæt.
Den viser, at hvis man spiser pescetarisk, vegetarisk eller vegansk, så holder man sig højst sandsynligt inden for grænsen af, hvad planeten kan holde til. Det afhænger dog af produkterne i diæten.
- Vores beregninger viser, at det for eksempel godt kan lade sig gøre at spise ost, samtidig med at man har en sund og klimavenlig kost. Det behøver ikke være enten-eller, siger Caroline H. Gebara.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker