Jorden rundt på 10 måneder

Lige siden Cecilie Sidsel Windfeld Møller og hendes veninde var helt små, har de talt om, at de skulle ud og rejse sammen. Men mens det for mange andre bare bliver ved snakken, har de to veninder valgt at tage skridtet fuldt ud. Når studiet på hhx er afsluttet, og sommerferien ovre, drager de nemlig ud på en rejse, der tager dem jorden rundt på 10 måneder.

- Vi kender begge nogen, der har rejst, og har derfor hørt rigtig meget godt om både New Zealand og Australien, som er nogle af vores primære mål. Vi begyndte derfor at søge på nettet, og for omkring tre måneder siden bestilte vi de første billetter, fortæller Cecilie, der vil bruge sabbatåret til at få nogle oplevelser, inden hun skal i gang med at læse.

For de to veninder går turen først til Thailand, Vietnam og Cambodja. Derfra rejser de til Sydney, hvor de skal være i tre måneder.

- Planen er, at vi her skal finde noget arbejde – og helst et, hvor vi har kontakt med mennesker, så vi kan få brugt sproget, for eksempel på en restaurant. Jeg har da også speedbåds-certifikat, så hvis der er nogen, der mangler en til at sejle deres båd, klarer jeg også den, griner hun.

For oplevelsernes skyld
Fra Sydney rejser Cecilie og hendes veninde videre rundt i Australien, blandt andet til Cains og Melbourne. På deres tur rundt i verden skal de også til New Zealand, hvor de har planlagt at leje en bil og køre rundt i landet. Derfra regner Cecilie med selv at flyve til Argentina og tilbringe de sidste tre måneder der.

- Jeg har læst spansk på vuc og kan derfor det grundlæggende. Jeg vil dog gerne blive bedre til sproget, fortæller Cecilie som forklaring på, hvorfor sidste destination skulle være et spansktalende land.

Og netop det at blive bedre til sprog er også en af de sidegevinster, Cecilie håber at få med sig hjem fra den 10 måneder lange rejse.

- Vi tager selvfølgelig primært af sted for oplevelsernes skyld, men målet er også, at jeg kan tale flydende engelsk, når jeg kommer hjem. Jeg vil gerne læse HA Erhvervsøkonomi, og der er meget litteratur på engelsk, derfor er det en fordel at kunne, forklarer hun.

Selvom Cecilie i dag bor på Langø med hendes forældre og lillesøster – mange tusinde kilometer fra både Thailand, Australien og Argentina – er det at rejse jorden rundt ikke noget, der skræmmer hende.

- Det bliver ikke noget problem at være væk i 10 måneder. Jeg har tidligere rejst en del selv – godt nok kortere ture, men jeg kan jo let komme ind på en netcafe eller tale med min familie over skype, siger Cecilie og tilføjer grinende:

- Min mor siger også, at jeg skal skrive, hvis jeg mangler penge, så jeg ikke kommer for hurtigt hjem.

Foreløbig er der da ikke noget, der tyder på, at Cecilie har travlt med at planlægge hjemturen. Billetterne hjem er nemlig endnu ikke bestilt.

- Men vi kommer hjem til næste sommer, forsikrer hun.

Foto: Foto: Marta Gramstrup Rasmussen

For Cecilie er de næste 10 måneder planlagt. Tiden efter studiet på hhx skal nemlig bruges på en rejse rundt om jorden.

Offentliggjort Sidst opdateret