Julefrokoster: Pas på - alkohol kan påvirke hvordan din forsikring dækker

Det er endnu en gang blevet sæson for julefrokoster, hvor der typisk bliver serveret mere alkohol. Hvis man kommer galt afsted, mens man er beruset, kan det få betydning for dækningen fra forsikringen. (Arkivfoto). Foto: Vibeke Toft/Ritzau Scanpix

Alkohol til julefrokoster kan påvirke dækningen fra din forsikring, hvis du kommer til skade eller forvolder skade på andre, mens du er beruset.

Offentliggjort

Sæsonen for julefrokoster både privat og på arbejdet er blevet skudt i gang. Det betyder typisk, at der bliver serveret ekstra meget alkohol.

Det er en god idé at være ekstra påpasselig, når man drikker, fordi man risikerer, at forsikringen ikke dækker, hvis man skulle komme til skade i en brandert.

Og det gælder også, hvis man skulle forvolde skade på andre personer eller deres ejendele.

Sådan lyder det fra Anne Garde Slothuus, som er forsikringsekspert i Forsikringsoplysningen, der hører under brancheorganisationen Forsikring og Pension.

- Hvis man har en ulykkesforsikring gennem sit arbejde, dækker den også til en firmajulefrokost. Men hvis en ulykke skyldes selvforskyldt beruselse, kan der være begrænsninger i dækningen, siger hun.

Det er især i trafikken, at det gælder om at være opmærksom, når man har drukket.

Promillegrænsen i Danmark er 0,5. Den gælder for blandt andet bil, lastbil, motorcykel, knallert, elløbehjul og speed pedelec, der er en slags elcykel.

Der er ingen fast promillegrænse på cykel. Men du må ikke cykle, hvis du ikke kan gøre det sikkert. Og hvis politiet vurderer, at du ikke kan cykle sikkert, kan du få en bøde. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Når det gælder forsikringer, betyder selvforskyldt beruselse typisk, at promillen har været mindst 1,2.

Det kan dog variere, afhængig af om det er en ulykkes-, kasko- eller privatansvarsforsikring, fortæller Anne Garde Slothuus:

- Hvis man er beruset og kommer til skade, fordi man vælter på sin cykel på vej hjem fra julefrokosten, kan det få betydning for forsikringens dækning, forklarer hun.

Der er ingen fast promillegrænse på cykel. Men du må ikke cykle, hvis du ikke kan gøre det sikkert.

Hvis politiet vurderer, at du ikke kan cykle sikkert, kan du få en bøde. Og så kan det altså være, at forsikringen ikke dækker på grund af beruselse.

Hun understreger dog, at det altid vil være en konkret vurdering i den specifikke situation, der afgør, om forsikringen dækker.

- Hvis du vælger at køre med en ven, som du lige har drukket sammen med, kan det også påvirke forsikringsdækningen, hvis I kommer galt afsted, siger hun.

Sidste år blev over 6000 personer idømt frihedsstraf eller bøde for spirituskørsel ifølge tal fra Danmarks Statistik.

- Vores budskab er, at der kan være tilfælde, hvor en ulykkesforsikring ikke dækker, fordi man er kommet galt afsted, mens man er beruset, siger hun og fortsætter:

- Og en ansvarsforsikring kan også have begrænset dækning, hvis en skade skyldes selvforskyldt beruselse.

Ifølge Anne Garde Slothuus fremgår det af tidligere afgørelser fra Ankenævnet for Forsikring, at der bliver kigget på, om der har været årsagssammenhæng mellem ulykken og alkoholpromillen.

- Hvis vi tager eksemplet med cyklen, er spørgsmålet, om man vælter, fordi man er beruset, eller om ulykken også ville være sket uden alkohol, siger hun.

Anne Garde Slothuus kender umiddelbart ikke til sager med ulykker, der har ført til begrænset forsikringsdækning, fordi man har kørt på cykel uden lygter om aftenen:

- Der skal en del til, før forsikringen ikke dækker - især når vi taler om personskade.

Men hun kan ikke afvise, at dækningen kan blive begrænset, hvis det vurderes, at manglende lygter var årsag til ulykken.

/ritzau fokus/

FAKTA: Fuld i trafikken

* Promillegrænsen i Danmark er 0,5. Den gælder for blandt andet bil, lastbil, motorcykel, knallert, elløbehjul og speed pedelec, der er en slags elcykel.

* Der er ingen fast promillegrænse for cykel. Men du må ikke cykle, hvis du ikke kan gøre det sikkert. Hvis politiet vurderer, at du ikke kan cykle sikkert, får du en bøde på 1500 kroner.

* Hvis du ejer en bil og lader en fuld person køre den, kan du selv blive straffet med bøde, hvis du ved, at personen er fuld. Desuden risikerer du, at din bil bliver konfiskeret.

Kilde: Rådet for Sikker Trafik.

/ritzau fokus/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu