Julehjælpen til mange familier er truet

Mens et politisk flertal har nedskudt et forslag om en ekstraordinær statslig julehjælp til trængende familier i år, kæmper hjælpeorganisationerne i disse dage hårdt for at skaffe penge nok, så flest mulige får julehjælp og færrest muligt får et afslag.

ASF-Dansk Folkehjælp og Ekstra Bladet mangler mandag endnu at få fordoblet det indsamlede beløb på tre millioner kroner. Den 1. december havde ASF-Dansk Folkehjælp allerede modtaget 5000 ansøgninger om julehjælp, og langt de fleste levede op til kriterierne om at få hjælp.

- Med det store antal ansøgere kommer vi til at skuffe rigtig mange, hvis vi ikke inden tirsdag midnat får ekstra mange bidrag til vores indsamling, siger generalsekretær Klaus Nørlem.

Mandag dækkede det indsamlede beløb kun til at hjælpe halvdelen af de familier, der søger julehjælp gennem ASF-Dansk Folkehjælp.

Frelsens Hær har i år modtaget 9000 ansøgningerne om julehjælp. Det er en stigning på 25 procent i forhold til 2008. I Mødrehjælpen har man samlet penge ind til at hjælpe 750 sårbare familier, men der mangler penge til at hjælpe yderligere 200 familier.

For få dage siden viste en opgørelse, at omkring 6500 familier mangler julehjælp medmindre, der i sidste øjeblik indkommer støtte fra private eller andre.

/ritzau/

De private hjælpeorganisationer kæmper til det sidste for at få indsamlet så mange penge, at færrest mulige familier må skuffes og få et nej til julehjælp i år.

Offentliggjort Sidst opdateret