Julemiddagen reddet for de strandede

Selv om det ikke er i de vante familiemæssige omgivelser, lægger Bornholm sig virkelig i selen for at give alle de strandede julegæster på Almegårds Kaserne, Rønne Idrætshal og færgen Povl Anker en god juleaften på den snelukkede ø.

Vicepolitikommissær Morten Brandborg fra Bornholms politi oplyser, at der er sørget for julemiddag til alle.

- På færgen skal 50 mennesker holde juleaften, heraf er de ti børn. Men vi har sørget for, at de kan fejre jul på behørig vis, fortæller Morten Brandborg.

Færgen lagde til kaj ved 14 tiden i Rønne Havn.

I Sagahuset i Rønne skulle der fejres jul for enlige, men Sagahuset har lånt køkkenet på Almegårds Kaserne, hvor der lige nu tilberedes julemiddag til de over 100 strandede julegæster på kasernen, der ikke kunne nå ud til familie og venner på øen.

- Det var tanken, at vi skulle prøve at flytte dem sammen fra Sagahuset og kasernen, men som situationen er, tør vi ikke flytte rundt på nogen, siger Brandborg.

Seniorsergent på Almegårds Kaserne, Kell Emil Munk, er ansvarlig for indkvarteringen på kasernen, og der er fundet en seng til alle.

- Vi har vel omkring 70 pladser endnu, men det er på ti-mands-stuer, siger han.

Senest har han indkvarteret Niels Kjelstrup fra Ballerup, der sammen med sin hustru og en 90-årig gammel mor troede, de kunne køre til familiejul i Allinge hos deres børn og deres svigerforældre.

Men de blev fanget i snemasserne ved Hasle, og måtte reddes til Rønne i en gravemaskine fra af øens vintertjeneste.

Øen er lukket af sne, og al snerydning indstillet indtil julenat klokken 03.

/ritzau/

Flere hundrede strandede julegæster kan se frem til en meget anderledes juleaften. Men der er sørget for alle.

Offentliggjort Sidst opdateret