Julen kører som planlagt - julestormen bliver væk
Vinden suser over det danske land.
Men med mindre man har købt så store julegaver, at de skal transporteres i en stor trailer, kommer blæsevejret ikke til at spænde ben for danskernes muligheder for at køre på tværs af landet for at fejre juleaften.
- På både Storebæltsbroen, Øresundsbroen og den nye Lillebæltsbro fraråder man kørsel med vindfølsomme køretøjer frem til i aften. Men ifølge prognoserne bliver der ingen problemer for den almindelige trafik, siger Jakob Riis, vagthavende ved Vejdirektoratets Trafikinformationscenter.
I dagene op til juleaften har der været frygt for en reel julestorm, som kunne skabe problemer for den sidste juletrafik.
Tidligt juleaftensdag meldes der om stormende kuling med vindstød af stormstyrke ved Vestkysten, men det trækker ikke for alvor ind over resten af landet, og hen til aften løjer vinden af.
Med forventede temperaturer helt op omkring 9-10 grader behøver juletrafikanterne heller ikke bekymre sig om glatte veje. Dog kan bilernes vinduesviskere komme på julearbejde, da DMI's vejrudsigt melder om regn i hele landet.
Hos Vejdirektoratet regner man heller ikke med, at trafikanterne vil opleve nogle trafikale problemer eller kødannelser, som kan drille på vej mod julemaden og gaverne.
- Vi forventer heller ikke den store trafik, for de fleste børnefamilier er nok kørt af sted fredag, lørdag, søndag eller mandag. Så det ser umiddelbart fint ud, siger Jakob Riis.
Også togtrafikken forløber som planlagt. DSB kører efter lørdagsplanen juleaftensdag, og der er fra morgenen ikke meldinger om nogen uregelmæssigheder.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker