Jysk akuthelikopter holder stille en gang om måneden
29 gange eller mindst en gang om måneden. Så meget har den midtjyske akutlægehelikopter stået stillet, siden den første gang lettede den 1. juni 2011.
Det viser en redegørelse fra Region Midtjylland, som blev udarbejdet efter helikopteren den 5. maj blev på jorden i forbindelse med en tragisk drukneulykke i Farsø, hvor en kun toårig pige mistede livet.
I regionen er man overrasket over, hvor ofte helikopteren må blive på jorden.
- Det kom helt bag på mig, for jeg har haft den opfattelse, at vi havde et døgndækkende beredskab, siger formand for regionsrådet, Bent Hansen.
Men det er ikke tilfældet. For hvis piloten og redderens arbejdstid kommer op på 14 effektive timer, så skal arbejdstiden nemlig afsluttes og efterfølges af mindst otte hviletimer. Og så kommer helikopteren ikke på vingerne - uanset hvad.
Ifølge redegørelsen vil udgifterne til ekstra bemanding på helikopteren løbe op i 10 millioner kroner. Og det er der ikke penge til i Region Midtjylland lige nu.
- At finde 10 millioner her og nu, det kan jeg ikke, siger Bent Hansen.
Derfor må løsningen ligge ude i fremtiden, når tre akutlægehelikoptere fra oktober 2014 kommer til at dække hele landet.
- Helikopterne vil alligevel skulle hjælpe hinanden, for eksempel i tilfælde af meget alvorlige trafikuheld. Men det at tænke arbejdstidsreglerne mere ind, det skal vi være langt mere opmærksomme på end tidligere, siger Bent Hansen, og fortsætter:
- Indtil da må vi jo ærligt sige, at der kan opstå de her situationer igen. I udnyttelsen af helikopteren bliver vi nødt til at sikre, at de ikke flyver ud forgæves, for så trækker de jo også af deres arbejdstimer. Så vi skal være bevidste om at minimere problemet.
I Region Sjælland flyver akutlægehelikopteren kun i de lyse timer og har derfor ikke samme problemstilling.
Driften af den landsdækkende akutlægehelikoptertjeneste er lige nu i udbud hos Danske Regioner.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned