Jysk albino-kænguru vækker henrykkelse
Munkholm Zoo på Djursland har fået en yderst usædvanlig beboer. En af havens kænguruer har nemlig født en albinounge, rapporterer TV2 Østjylland.
- Først var vi ikke helt sikre, men da den begyndte at komme ud af sin mors pung, var der jo ingen tvivl om, at vi står med lidt af en særling, siger zooejer Benny Johansen til tv-stationen.
Der rapporteres ind imellem om albino-kænguruer, men hvor stor en sjældenhed det er, har Benny Johansen ikke kunnet finde ud af.
- Siden vi blev opmærksomme på, at det kunne være en albino, der var på vej, har jeg forsøgt at finde ud af, hvor ofte der fødes albino-kænguruer. Men det er ikke lykkedes mig at finde et svar, siger Benny Johansen.
Heller ikke zoolog Mogens Trolle fra Zoologisk Museum i København, der er ekspert i australske pattedyr, kan svare på, hvor ofte der fødes albino-kænguruer.
- Men det er en stor sjældenhed og lidt af en sensation, at der er født en her i Danmark, siger han til TV2 Østjylland.
Der er dog tidligere født albino-kænguruer i Danmark, oplyser han. Det er blandt andet sket i Enghave Naturpark i Gjerndrup. Denne kænguru har siden født en unge med normal kænguru-farve.
Ifølge Mogens Trolle er det en genetisk fejl, der er årsagen til, at pattedyr som kænguruer bliver født som albinoer. Man ser dem sjældent, fordi de ikke kan overleve i naturen.
- De er meget følsomme over for blandt andet solen, og derfor har de svært ved at klare sig. Men de kan godt overleve i fangenskab, siger han.
Den privatejede zoo har endnu ikke fundet ud af, om det er en han- eller hunkænguru, og derfor har den ikke fået et navn.
- Den skal være helt uafhængig af moren, inden vi fanger den og tjekker, hvilket køn den er. Så der går en lille måned endnu, inden vi kan finde et navn til den, siger Benny Johansen til TV2 Østjylland
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde