K om byråd: Fagbosser og pensionister

- Mange byråd i det her land består først og fremmest af offentligt ansatte, førtidspensionister og fagforeningsbosser.

Sådan lyder det fra forsvarsordfører og tidligere byrådsmedlem i Næstved, Helge Adam Møller (K) midt i den kommunale valgkamp.

Udtalelsen får Socialdemokraternes kommunalordfører, Rasmus Prehn, op i det røde felt.

- Lene Espersen (K-formand, red) taler om tillid til kommunerne. Men det her viser, at man i realiteten har en nedladende attitude overfor kommunerne og ikke regner dem for noget, siger han.

Helge Adam Møllers udtalelse faldt onsdag på en konference. Han mener ikke, den er nedladende.

Der mangler kvinder, unge og erhvervsfolk i byrådene, forklarer han. Og på konferencen efterlyste erhvervsfolk større kommunal forståelse for deres behov.

- Så sparkede jeg bolden tilbage og spurgte, hvorfor de så ikke var byrådsmedlemmer. Det er ikke nok bare at sidde og kritisere, siger Helge Adam Møller.

Han understreger, at han selv som tidligere soldat tilhører gruppen af offentligt ansatte. Men det kommunale arbejde bliver for ensidigt, hvis de tre grupper fylder for meget.

- Hvis det stort set kun er dem, og vi ikke har nogen ude fra det ildsprudlende erhvervsliv - dem der skaber overskuddet og dynamikken i Danmark - så får vi heller ikke den fornødne dynamik i kommunerne, siger han.

Rasmus Prehn medgiver, at det ikke i sig selv er et problem at være offentligt ansat, pensionist eller fagforeningsmand. Men udtalelsen er alligevel problematisk, fastholder Prehn:

- Han siger det i en negativ tone, som om de ikke er noget værd.

/ritzau/

Byråd består mest af offentligt ansatte, pensionister og fagforeningsbosser, lyder det fra den konservative Helge Adam Møller. Udtalelsen får S på krigsstien.

Offentliggjort Sidst opdateret