K undrer sig over mangelfulde skanninger

Hvordan kan private klinikker slippe af sted med kun at lave ultralydskanning på kvinder der på grund af en knude i brystet har mistanke om brystkræft, når det også er nødvendigt med mammografi og vævsprøve?

Det spørgsmål stiller den konservative sundhedsordfører, Vivi Kier, efter at DR søndag afslørede læger på private klinikker i kun at udføre ultralydsskanning.

Og spørgsmålet har hun bedt sundhedsminister Bertel Haarder (V) svare på.

- Jeg vil gerne vide, hvordan klinikker kan få lov til kun at udføre ultralydsskanning, hvis det ikke er nok, siger hun og tilføjer:

- Det undrer mig, at man kan få lov til kun at lave en ultralydsskanning og ikke andet, for det giver jo en falsk tryghed. Derfor vil jeg i første omgang høre, om det er lovligt, og om man ellers agter at lave det om.

Også socialdemokraternes sundhedsordfører, Sophie Hæstorp Andersen, vil have skærpet kravene. Hun foreslår, at der indføres bindende faglige retningslinjer, der både gælder for de offentlige såvel, som de private hospitaler og klinikker når det gælder undersøgelser for brystkræft.

- Ingen kvinder skal gå rundt med en falsk tryghed efter kun at have modtaget en enkelt ultralydsundersøgelse, når vi i dag ved, at der skal flere forskellige typer af undersøgelser til at sikre, at der ikke er tale om brystkræft, siger Sophie Hæstorp Andersen.

Fra Lægeforeningen lyder det, at der ikke er nogen tvivl om, at de såkaldt kliniske retningslinjer bør følges - også på private klinikker.

- Kliniske retningslinjer skal følges. Ingen tvivl om det, og derfor er positivt, at Sundhedsstyrelsen nu undersøger sagen, siger Mads Koch Hansen, formand for Lægeforeningen.

Han tilføjer:

- Patienter med mistanke om brystkræft skal kunne være sikre på, at de får de rigtige undersøgelser - både på sygehusene og de private klinikker.

/ritzau/

De Konservative vil have sundhedsministeren til at svare på, hvordan private klinikker kan slippe af sted med at udføre mangelfulde brystskanninger.

Offentliggjort Sidst opdateret