Kamp mod kvælstof i naturen er gået i stå

Indsatsen for at begrænse landbrugets skadelige udsivning til vandmiljøet af kvælstof er gået i stå. De seneste fem år er der ikke sket væsentlige forbedringer i tilførslen af næringsstoffer til miljøet, når der ses bort fra de årlige variationer i nedbøren.

Det viser den årlige overvågningsrapport, Vandmiljø og Natur 2008, fra bl.a. Danmarks Miljøundersøgelser (DMU).

Den fortsatte strøm af kvælstof sætter dermed ekstra pres på regeringens plan for miljø og landbrug, Grøn Vækst. Ifølge planen skal landbrugets udledning af kvælstof skæres ned med 19.000 ton kvælstof frem mod 2015. Det er næsten en tredjedel af den senest opgjorte udledning i 2008 på 71.000 ton.

- Vi har nået målene i Vandmiljøplan I og II, men ikke i den tredje plan, og dermed bliver de skærpede krav i Grøn Vækst en ny udfordring, siger konsulent og hovedforfatter på rapporten Poul Nordemann Jensen.

Når det gælder grundvandet, har indsatsen siden den første Vandmiljøplan i 1987 for at mindske nitratudvaskningen fra markerne medført, at indholdet af nitrat i den yngste del af grundvandet er faldet markant. Men store dele af grundvandet har stadig nitrat over grænseværdien for drikkevand, ligesom der nogle steder fortsat er stigende nitrat i det øvre grundvand.

DMU-rapporten viser også, at fremmede invasive arter, som truer den danske natur, er øget markant gennem de seneste fem år. Det gælder f.eks. hybenrosen og bjergfyr og mosarten stjerne-bredribbe, som man i øjeblikket ikke kender nogen midler imod.

Det Nationale Overvågningsprogram for Vandmiljøet og Naturen (Novana) startede i 2004. Siden 1988 har Danmark haft et nationalt overvågningsprogram for vandområder.

/ritzau/

I fem år er der ikke sket nogen reel bedring i de skadelige udledninger til naturen af kvælstof fra landbruget. Regeringen lover at fjerne 19.000 ton årligt.

Offentliggjort Sidst opdateret