Kamphunde uønskede i boligforeninger

I mange af landets boligforeninger kan man få lov at have kat eller hund. Men når muskelhunde i 60 kilos klassen rykker ind, begynder det at knibe med forståelsen blandt de øvrige lejere, skriver JydskeVestkysten tirsdag.

- Alene mandag formiddag havde vi fem henvendelser fra boligforeninger, der ville have hjælp til at definere kamphunde, så de kan forbyde dem, fortæller konsulent Lise Lotte Christensen i Dansk Kennel Klub.

Selv om antallet af henvendelser stiger, når kamphunde har angrebet, får klubben mindst et par henvendelser om måneden fra boligforeninger, der savner retningslinjer.

En af dem er Boligforeningen 32 i Esbjerg, hvor hund er tilladt i nogle afdelinger - dog undtaget muskel- og kamphunde af enhver art. Problemet er at afgøre, hvornår en hund er for muskuløs.
- Vi har før henvist til en liste på internettet over kamphunde, men den findes ikke mere, så jeg ved faktisk ikke, hvordan vi skal forholde os. Vi er jo ikke hundekendere, siger kontorleder Lisbeth Jacobsen,

Boligforeningen 32. De mange henvendelser fra boligforeninger understreger problemets omfang, mener Dansk Kennel Klubs direktør Jens Glavind
- Vi kan jo høre på beskrivelserne, at deres medlemmer tager muskelhunde meget alvorligt.

I Boligforeningen 32 har nogle tidligere hundevenlige afdelinger nu besluttet, at det skal være slut med at holde hund af enhver art.
/ritzau/




I mange af landets boligforeninger kan man få lov at have kat eller hund. Men når muskelhunde i 60 kilos klassen rykker ind, begynder det at knibe med forståelsen.

Offentliggjort Sidst opdateret