Kampvant elevrådsformand bliver gymnasieelevernes stemme
Jens Philip Yazdani er ny formand for DGS. Foto: Free/Dgs
Free/Dgs/arkiv
Philip Yazdani er ny formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning og tager kampen op mod nedskæringer.
Jens Philip Yazdani er lørdag valgt til ny formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, DGS.
Den debatvante elevrådsformand fra Langkær Gymnasium varsler fortsatte protester mod nedskæringer i gymnasierne.
Den nyvalgte formand har allerede optrådt på den nationale scene. Det skete i efteråret, da Dansk Folkepartis Martin Henriksen nægtede at kalde ham dansker i et debatprogram på DR. En episode, der fik stor opmærksomhed.
- Min og vores største opgave bliver at fortsætte kampen mod den kortsigtede politik, der bliver ført på Christiansborg lige nu. Der bliver skåret ned på uddannelsen af den ungdom, der er fremtiden.
- Alene sidste år er der skåret mere end 1000 lærere i gymnasierne. Det giver dårligere forberedelse, dårligere feedback og dårligere undervisning, siger Jens Philip Yazdani.
Nedskæringerne på gymnasierne er stemt igennem med et bredt flertal i Folketinget. Og at ændre retningen kan da også blive svært, erkender den nye formand.
- Det er meget beklageligt, at nedskæringer kunne samle så stort et flertal. Men der er heldigvis også rigtigt mange, der er imod.
- De sidste par år har vi haft op mod 40.000 mennesker samlet mod nedskæringer. Modstanden er en folkelig bevægelse. For folk kan godt se, at det er uambitiøst og kortsigtet at skære, siger Jens Philip Yazdani.
Han finder også glæde i, at organisationer som Dansk Industri også har ytret modstand mod nedskæringerne.
Danmark skal dog umiddelbart ikke forvente, at der kommer et studenteroprør som i 1960'erne.
- Vi vil ikke demonstrere på nogen voldelig måde. Det vil i høj grad være op til gymnasierne selv, hvordan de vil protestere. Men en ting er sikkert, kampen vil fortsætte, for det er hjerteblod for os alle sammen, siger formanden.
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde