Katolsk Kirke laver plan mod sexovergreb
Den Katolske Kirke i Danmark har nu en beredskabsplan, hvis kirken skulle opdage tilfælde af pædofili i egne rækker.
En rystende rapport har kastet lys over mere end 60 års systematisk vold og seksuelt misbrug på katolske børnehjem i Irland. Afsløringerne har nu fået Den Katolske Kirke i Danmark til at reagere, oplyser ugeavisen Udfordringen.
- Kirken bør afdække og forandre de strukturer, der danner grobund for vold og seksuel mishandling, siger pressechef for Katolsk Kirke i Danmark, Niels Messerschmidt.
Den katolske Kirke i Danmark har nu valgt at tage fat ved nældens rod, hvis rygter om mishandling og pædofili melder sig herhjemme. Derfor har man vedtaget en beredskabsplan, der tager hånd om tilfælde af mistanke eller sager om seksuelle overgreb begået af gejstlige eller andre ansatte inden for kirken, fremgår det af bladet Katolsk Orientering.
- Dette beredskab er ikke en erstatning for politimæssig indgriben og efterforskning, idet sager, der skal anmeldes til politiet, vil blive det. Men beredskabet skal ses som et udtryk for, at Den katolske Kirke i Danmark ikke ønsker at holde sådanne sager inden for egne vægge, skriver Niels Messerscmidt i avisens leder.
Den irske rapport fylder 2600 sider og bygger bl.a. på mere end 2000 timers interview med 2500 personer, der opholdt sig på institutionerne mellem 1922 og 2000. Rapporten anslår, at op imod 150.000 børn kan være blevet misbrugt i perioden.
I teksten i den danske katolske beredskabsplan hedder det, at "ethvert overgreb mod børn er et brud på Guds bud og et svigt af menneskers tillid til dem, som har ansvar for deres vækst og udvikling".
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned