Katolsk præst sygemeldt efter sexmistanke

Beskyldninger om sexovergreb mod unavngivne katolske præster på Sjælland får nu sognepræst til at sygemelde sig. Mistænkeliggørelsen har påvirket hans sind stærkt.

Det drejer sig om præsten for de katolske menigheder i Slagelse, Kalundborg og Holbæk, Stephen Holm. Han har lagt sin sygemelding til biskop Czeslaw Kozon ud på kirkens hjemmeside på Vestsjælland.

- Den seneste tids pres på os præster, hvor man har en følelse af, at man hver dag kan blive anklaget for noget, man ikke har gjort, med medfølgende urimelige konsekvenser, har påvirket mit sind så stærkt, at jeg dags dato hermed sygemelder mig, står der i den e-mail, Stephen Holm søndag sendte til biskoppen.

Holms beslutning kommer i kølvandet på, at to aktive præster på Sjælland er blevet beskyldt for sexovergreb, der går mange år tilbage. Ingen af præsternes identiteter er kendt af offentligheden, hvilket får den sjællandske præst til at føle sig mistænkeliggjort.

Også Stephan Holms præstekollega på i Vordingborg, Josef Dudek, er ked af situationen.

- Situationen er 100 procent ubehagelig, men vi er magtesløse. Jeg er vred og skuffet over vores situation og håber, at navnene på de to anklagede kolleger snart kommer frem. Selv har jeg dog ikke været ude for ubehagelige hentydninger, men jeg har heller aldrig haft med undervisning af børn at gøre, siger han til eb.dk.

/ritzau/

Katolsk sognepræst på Vestsjælland har sygemeldt sig oven på beskyldninger mod unavngivne kolleger om sexmisbrug. Hans sind er stærkt påvirket af mistanken.

Offentliggjort Sidst opdateret