Tolerancen over for mennesker, der lider af depressioner og angst, er stor blandt danskerne. En ny undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) og Dansk Sundhedsinstitut viser, at de fleste mødes med forståelse fra omverdenen.
Det resultat stemmer overens med erfaringerne i Psykiatrifonden.
- Der har været en markant udvikling i Danmark gennem de seneste år, hvor vi oplever en langt større åbenhed om psykisk sygdomme. I dag er det jo næsten blevet moderne at fortælle om sine depressioner, siger fondens formand, Jes Gerlach.
Han mener, at det blandt andet er kendte mennesker, som skuespilleren Henning Jensen og tidligere kulturminister Jytte Hilden, der har medvirket til at udrydde fordommene ved at fortælle om deres egne op og nedture.
Undersøgelsen, som har 4000 deltagere, viser samtidig, at kendskabet til psykisk sygdomme er udbredt. Hver femte er eller har selv været psykisk syg, flere end halvdelen har eller har haft kendskab til en person med en psykisk sygdom i den nære omgangskreds, og syv ud af ti har kendskab til et menneske, der bruger det psykiatriske system.
I Landsforeningen Sind bekræfter formand Knud Kristensen, at det går den rigtige vej:
- Forleden blev jeg ringet op af en virksomhedsejer, som på mandag ventede en medarbejder tilbage, der havde været indlagt med en svær depression. Nu ville han gerne vide, hvordan de skulle tage imod ham. Det vidner om, at folk gerne vil gøre det rigtige, men bare mangler nogle redskaber til, hvordan de gør, siger Knud Kristensen.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde