Skift appelsiner, bananer, pasta og ris ud med rodfrugter, æbler, fisk og kronvildt.
Så har du ny nordisk hverdagsmad i stedet for gennemsnitlig dansk mad, og hvis du gør det konsekvent, sidder bukserne løsere efter et par måneder.
Det er den foreløbige konklusion på et forskningsprojekt på KU Life; det biovidenskabelige fakultet på Københavns Universitet.
Her har man givet en række forsøgspersoner fødevarer til enten et almindeligt dansk måltid eller til det såkaldte "nye nordiske køkken", som den verdenskendte restaurant Noma i København blandt andet har slået sig op på.
Efter 12 uger viste det sig, at de, der spiste nordisk mad, i gennemsnit tabte sig 3,1 kilo, mens de, der spiste gennemsnitlig dansk mad, i snit smed 1,6 kilo.
Det skriver netmagasinet foodculture.dk, som erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer står bag.
Lektor og leder af projektet, Thomas Meinert Larsen, er ikke overrasket over undersøgelsens hidtidige resultater.
- Der er flere grøntsager og mindre sukker og fedt i den nordiske mad, så vi havde i forvejen en forventning om, at det var sundere at spise sådan.
- Men deltagerne har ikke talt kalorier, så alle har nok tabt sig, fordi de har været mere bevidste om, hvad de puttede i munden, siger han.
Hanne Lise Madsen på 64 var forsøgsperson, og det er hun glad for, lyder det.
Hendes kondital er steget, kiloene raslet af, og hun har ændret nogle dårlige vaner.
- Før fik vi for meget kød, god ost og rødvin. Det gør vi ikke længere, og stedet har vi fået ny, sund inspiration til madlavningen, fortæller hun til foodculture.dk.
De endelige resultater af projektet ligger klar i foråret 2012.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde