Kina melder afbud til klimaforhandlinger på Grønland. Eksperter vurderer, at det er "straffen" for, at Løkke for nyligt mødtes med Dalai Lama.
Det bliver uden Kina, når klimaminister Connie Hedegaard (K) i næste uge holder uformelle klimaforhandlinger med verdens vigtigste lande i Grønland. Kineserne dropper mødet, skriver Berlingske Tidende.
Ifølge eksperter er det "straffen" for, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) for nylig mødtes med den tibetanske eksilleder Dalai Lama.
- Danmark har helt klart dummet sig ved at lade stats- og udenrigsministeren mødes med Dalai Lama. Det er at tvære en provokation ud i hovedet på kineserne, og det gør man ikke ustraffet, siger professor Verner Worm, Asia Research Center på Handelshøjskolen i København.
Han tilføjer, at det er gratis for kineserne at blive væk, fordi de fortsætter deres klimaforhandlinger bilateralt med USA og i FN. Mens det for Danmark som vært er det et hårdt slag.
Et kinesisk afbud til deltagelse i Grønlands-dialogen er et betydeligt prestigetab for klimaministeren. Hun har gentagne gange understreget, at netop mødet i Grønland er centralt for en kommende aftale i København.
Hverken Connie Hedegaard eller Lars Løkke Rasmussen har ønsket at kommentere kinesernes afbud. Men formand for Det Udenrigspolitiske Nævn, Gitte Lillelund Bech (V), er utilfreds med kinesernes afbud.
- Jeg ved ikke, hvad der er skyld i kinesernes afbud, men det er da ærgerligt, siger hun.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned