Kinesisk rigmand lun på H.C. Andersen-park
En stor kinesisk H.C. Andersen-investering kan være tættere på end nogensinde før.
I forrige uge var en delegation fra et større investeringsfirma - ejet af den kinesiske rigmand Huang Nubo - og China Development Bank på et diskret tredagesbesøg i Danmark, skriver Fyens Stiftstidende.
Heraf brugte kineserne én dag i Odense, eventyrforfatterens fødeby, som for længst har reserveret et stort grundareal til opførelsen af en temapark, der skal bygges op omkring det verdensberømte bysbarn.
Huang Nubo, der ejer et firma med speciale i at lave ferieparker med kulturelle temaer, har tidligere på året vist interesse for at investere i en H.C. Andersen-park i Danmark.
Det nylige besøg tyder på, at interessen er intakt, og ifølge Odenses borgmester, Anker Boye (S), tog kineserne glade fra den fynske hovedby.
- De kommer ikke og bruger tid på byen og mig, hvis ikke de gør sig reelle overvejelser om at investere. De var meget begejstrede for den autenticitet, som Odense kan tilbyde, siger borgmesteren til Fyens Stiftstidende.
Projektet om at opføre en forlystelsespark baseret på H.C. Andersens verdensberømte fortællinger har adskillige mislykkede forsøg på bagen.
Erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF) opfordrede for nylig private investorer og branchefolk til at tage fat på milliardprojektet, der bør være en "kæmpe park af internationale dimensioner", lyder det.
Den kinesiske delegation aflagde også Lolland og København et besøg.
/ritzau/
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker