Kirsten Dunst vild med von Trier

Der må siges at være et stort spring fra at spille med i filmene om Spiderman til at have en hovedrolle i en film, instrueret af Lars von Trier.

Kirsten Dunst lagde dog ikke skjul på, at det passede hende glimrende at arbejde med den danske instruktør, da hun mandag sammen med von Trier og de øvrige skuespillere stillede op til pressemøde i studierne i den svenske by Trollhättan.

- Når jeg tænker på, hvordan kvinder ofte fremstilles som glansbilleder og fantasivæsner i amerikanske film, er det en fornøjelse at få en så anderledes rolle, sagde den 28-årige skuespiller, som har tysk-svenske rødder.

Hun fornemmede allerede under læsningen af von Triers manuskript, at her var en rolle, der gav hende mulighed for at føle sig "som en rigtig kvinde", og som også relaterede til hendes eget liv.

- Hele arbejdsformen lægger op til, at vi skal støtte os meget til hinanden. Von Trier giver meget plads til improvisation og giver hermed skuespillerne en grad af frihed, som vi bør være taknemmelige for, mente Kirsten Dunst.

Mens Stellan Skarsgård, Udo Kier og Charlotte Gainsbourg tidligere har prøvet kræfter med den danske instruktør, er Kiefer Sutherland ligeledes et nyt og usædvanligt bekendtskab i denne sammenhæng.

Skuespilleren, der især har opnået stjernestatus for sin rolle i tv-serien "24 timer", sagde, at i denne branche findes der mange, som laver film og tv-serier. Men efter hans opfattelse meget få, der laver "rigtig cinema" som Lars von Trier.

- Jeg var vild med manuskriptet, og jeg er lykkelig for at være med i filmen. Og tak til Lars, fordi jeg for første gang i min karriere måtte spille en scene uden at lave en prøve forinden. Hvilken tillid, lød det fra Kiefer Sutherland.

/ritzau/

Kirsten Dunst og Kiefer Sutherland er nye skuespillere i Lars von Triers univers. De to stjerner nyder at arbejde på en måde, som er helt ny for dem.

Offentliggjort Sidst opdateret