KL afdramatiserer skatteønsker

Det er forkert at tro, at den kommunale økonomi er løbet helt løbsk, bare fordi 32 kommuner har lagt billet ind på at få lov til at hæve skatterne til næste år.

- Det er en forenkling ud over alle rimelighedens grænser, siger næstformanden i Kommunernes Landsforening, Erik Fabrin (V).

Han påpeger, at de 98 kommuner tilsammen end ikke har ramt det loft på i alt 232 milliarder kroner for deres samlede udgifter til gamle, børn og andre serviceområder, som KL har aftalt med regeringen. Her ligger de budgetterede udgifter en milliard kroner under.

De 32 kommuner har ansøgt om skattestigninger for i alt 1,2 milliarder kroner til næste år. Et beløb, der er fire gange større som loft end aftalt mellem parterne.

- Der er ikke noget at sige til, at der er 32 kommuner, som vil forsøge at få en andel i den del af aftalen, siger Erik Fabrin, som også er borgmester i Rudersdal Kommune.

Det er nu op til regeringen helt selv at udvælge de kommuner, der får andel i puljen på de 300 millioner kroner til skattestigninger. Og KL vil fortsat honorere aftalen, fastslår Erik Fabrin.

Der er ingen enkelt forklaring på men ligeså mange forklaringer som antallet af kommuner, at hele 32 kommuner mener, at de har brug for at hæve skatten, siger KL's næstformand.

/ritzau/

De 32 kommuner, som ønsker at hæve skatten, har forskellige grunde til det. Det er ikke sådan, at hele den kommunale økonomi generelt er løbet løbsk, siger KL.

Offentliggjort Sidst opdateret