KL: Forældre skyld i udbrændte lærere

Elevernes sprog er uacceptabelt, og forældrene mangler forståelse for lærernes arbejdssituation - og derfor ender et stigende antal lærere på invalidepension, fordi de er udbrændte.

Sådan lyder det fra borgmester Jørn Sørensen (R), der er formand for Børne- og Kulturudvalget i Kommunernes Landsforening. Han sender dermed ansvaret for lærernes psykiske problemer over på eleverne og deres forældre.

- Lærerne skal simpelthen ikke finde sig i, at nogle elever fører et helt uacceptabelt sprog. Og så må forældrene i højere grad se sig selv som en del af problemstillingen, når de jagter lærerne på alle tider af døgnet i stedet for at have forståelse for deres arbejdssituation, siger han.

Siden 2004 er antallet af lærere på invalidepension mere end tredoblet, og samtidig er der stadigvæk flere yngre lærere, der går ned med psykiske lidelser.

- Vi har gennem en længere tid konstateret, at mange af de nyuddannede lærere har svært ved at få skabt en ordentlig arbejdstilværelse, og at der er alt for mange, der giver op på et meget tidligt tidspunkt, siger Jørn Sørensen.

- Det er selvfølgelig endnu mere smerteligt, når vi i forvejen har haft en periode, hvor det har været svært at rekruttere nye lærere, siger han.

I Kommunernes Landsforening er emnet også blevet berørt, hvor situationen er blevet drøftet med skolerne, og hvor der ifølge Jørn Sørensen især har været fokus på problemerne med elevernes sprogbrug.

/ritzau/

Kommunernes Landsforening revser forældre og elever for at være hovedårsagen til, at tre gange flere lærere er så udbrændte, at de er havnet på invalidepension.

Offentliggjort Sidst opdateret