KL: Lærerne skal undervise mere

KL vil have mere kvalitet for de samme penge, og derfor skal lærerne i folkeskolen undervise flere timer end i dag. Når lærernes tid bliver omprioriteret, er der mere tid til undervisning og samvær med eleverne, og så vil eleverne lære mere, mener KL.

Lærerne og med dem Danmarks Lærerforening (DLF) er derimod grundigt trætte af, at al diskussion handler om arbejdstid og ikke om kvaliteten i undervisningen.

Mere undervisningstid giver mindre forberedelsestid, og det øger ikke kvaliteten i undervisningen, mener DLF.

Derfor har foreningen taget det usædvanlige skridt at indkalde til en ekstraordinær kongres torsdag. Spørgsmålet, de stiller på kongressen, er: Hvem vil dele ansvaret for folkeskolen med lærerne?

Programchef Kurt Houlberg, der er ansvarlig for kommunaløkonomisk forskning i AKF, mener ikke, at KL i første omgang er ude i en spareøvelse, men derimod i et forsøg på at få mere undervisningstid ud af lærerne.

- For mig er det mere end noget andet et spørgsmål om, hvem der sidder for bordenden og har den største tyngde i overenskomstforhandlingerne. Der er lagt op til voldsom konfrontation både centralt og ved de lokale overenskomstaftaler i kommunerne, siger han.

Han sammenligner KL og DLF med to hanelefanter, der begge vil bestemme, hvilken vej flokken skal bevæge sig.

- De puster sig op i forhold til den fremtidige skolepolitik. Der er rigtig meget på spil for begge parter, og en ekstraordinær kongres er et dramatisk skridt, siger han.

Ifølge Kurt Houlberg er den vigtigste grund til, at KL slår til nu, at man skal i gang med at genforhandle aftalerne med lærerforeningen. Aftalerne foregår i udpræget grad lokalt mellem den enkelte kommune og den enkelte lærerkreds.

Overenskomstaftalerne i det offentlige skal forhandles i foråret 2013.

/ritzau/

Lærerne og kommunerne er i bitter strid om undervisningstid og arbejdstidsaftale.

Offentliggjort Sidst opdateret