KL og Google indgår aftale om brug af Chromebook-computere
Efter sommerferien må danske skoleelever alligevel bruge deres Google Chromebooks i undervisningen. Ifølge Kommunernes Landsforening (KL) har Google forpligtet sig til ikke at behandle data til de formål, som Datatilsynet i januar 2024 vurderede, ikke levede op til dansk lovgivning. (Arkivfoto). Foto: Anne Bæk/Ritzau Scanpix
KL har indgået aftale med Google om brug af Chromebooks, efter at Datatilsynet tidligere havde givet påbud.
Kommunernes Landsforening (KL) har indgået en aftale med Google, der kan bane vejen for, at danske folkeskoleelever efter sommerferien alligevel kan bruge Google Chromebooks i undervisningen.
Det skriver både KL og Digitaliserings- og Ligestillingsministeriet i hver sin pressemeddelelse.
Aftalen skal dog godkendes af Datatilsynet, før den kan træde endeligt i kraft.
I januar 2024 gav Datatilsynet 53 kommuner påbud mod at anvende Googles Chromebooks og skoleværktøjer, da computerens behandling af data ikke var i overensstemmelse med dansk lovgivning.
Ifølge tilsynet fik kommunerne til den 1. august til at efterleve påbuddet.
Men nu har Google forpligtet sig til ikke at behandle data til de formål, som Datatilsynet vurderer, at der ikke er hjemmel til i dansk lovgivning, skriver KL i en pressemeddelelse.
Peter Rahbæk Juel, der er formand i KL's Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg, er meget tilfreds med løsningen, lyder der i pressemeddelelsen.
- Mange kommuner har risikeret at stå med sort skærm efter sommerferien, hvis ikke vi fandt en løsning på problemet. Det ville være fuldstændig uholdbart for de mange elever og skoler, der er afhængige af digitale redskaber for at kunne levere og få den undervisning, som eleverne forventer, og som skolerne er forpligtede til at sørge for, siger han.
En Chromebook er en bærbar computer, der kører på styresystemet ChromeOS, som er udviklet af Google.
Man kan ikke installere almindelige programmer på en Chromebook. I stedet kan man hente apps og bruge internettet.
Det gør kravene til hukommelse og lagerplads mindre, og derfor er Chromebooks typisk billigere end almindelige computere.
Datatilsynet blev opmærksom på sagen i 2019, da en far klagede over, at man kunne se hans otteårige søns navn og skole på platformen YouTube.
Selv om den konkrete sag nu er løst, er der fortsat brug for tiltag, der skaber de rammer om det offentliges brug af digitale redskaber, lyder det fra KL.
Digitaliserings- og Ligestillingsministeriet har derfor igangsat et arbejde med at finde løsninger på den bredere problemstilling, skriver ministeriet i en pressemeddelelse.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned