Klar nattehimmel giver udsigt til nordlys over Danmark
Billeder fra den midtjyske by Bording viser, hvordan nordlys kunne ses fra Danmark natten til mandag.
Hvis man var blevet oppe for at studere aktiviteten på himlen natten til mandag, kunne man være stødt på nordlys.
Det var nemlig optimale forhold til at se fænomenet, der kun sjældent kan ses fra dansk jord.
Det oplyser Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
- Det er usædvanligt at se nordlys over Danmark. Det sker måske et par gange om året, siger Marielle Fournier, vagthavende meteorolog hos DMI.
DMI har selv dokumenteret fænomenet med billeder, som er taget i nærheden af den midtjyske by Bording.
Men det har også været muligt at se det fra eksempelvis Nordjylland, Fyn og Sjælland.
Nordlys er et fænomen, der opstår, ved at ladede brintioner og heliumioner kommer ind i Jordens magnetfelt. Partiklerne frigives i forbindelse med soludbrud - eller eksplosioner i solens atmosfære - som finder sted med jævne mellemrum.
I 100-300 kilometers højde bliver ionerne bremset og rammer ilt- og brintatomer. Hermed opstår lyset.
Selv om fænomenet viser sig flere gange om året, er det ikke altid til at se fra dansk jord. Det kræver nemlig mørke nætter og en skyfri himmel.
Nordlys opstår derimod dagligt i de polare områder. Det vil sige Nordskandinavien, Island og Grønland.
Det sker typisk i timerne omkring midnat i vinterperioden, skriver DMI på sin hjemmeside.
Ofte vil nordlysets farve være grønlig. På DMI's billeder kan man også se en mere violet farve.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned