Klar til at forhindre lokale skoleskyderier

Efter skoleskyderier og tragiske hændelser på skoler i andre lande, har Undervisningsministeriet nu lavet en vejledning for, hvordan danske uddannelsesinstitutioner skal være beredt, hvis en person går amok.

På gymnasiet Katedralskolen i Nykøbing har man længe arbejdet med at tage det i opløbet, hvis en elev ændrer adfærd.
- Vi skal helst ikke nå så langt som til et ungt menneske, som går amok, siger rektor Kirsten Danving.

Hun mener at man generelt på uddannelsesinstitutioner skal passe godt på hinanden og på stedets arbejdsmiljø. Skolen har udviklet et netværk, som skal støtte elever på afveje.
- Hvis vi oplever elever som ikke er en del af skolemiljøet, som eventuelt isolerer sig, er vi meget opmærksomme på, at få kontakt med dem så hurtigt som overhovedet muligt, siger Kirsten Danving.

På uddannelsesinstitutionen CELF, som har lokaler både i Nykøbing, Maribo og Nakskov, har man i denne uge møder med det lokale politi, som også via Rigspolitiet er koblet på opgaven, fortæller undervisningsdirektør Carsten Toft Nielsen, som ikke forventer eleverne vil opleve øget kontrol
- Det bliver næppe tale om en ændret hverdag for eleverne, når de vender tilbage efter sommerferien, siger han.

Vejledningen fra Undervisningsministeriet indeholder ikke krav om sikkerhedsniveau eller nogen form for kontrol. Det er blot en hjælp til de enkelte skoler, som vil minimere chancen for at opleve så dramatiske hændelser, som det er set udlandet. Carsten Toft Nielsen så gerne, at både elever og lærere elever udstyret med et ID kort, men det har begge grupper afvist.
Hos politiet er man i øjeblikket ved at uddanne personale til at kunne håndtere det kaos som opstår ved skoleskyderier. Politiet skriver selv i en pressemeddelelse at der skal hårdere og hurtigere metoder til at pacificere en gerningsmand på en skole. Her vil tåregas og dialog ikke være nok.

Undervisningsministeriet nedsatte i februar 2009 to arbejdsgrupper i fællesskab med Bestyrelses- og Lederforeningerne for Landets Selvejende Institutioner, Rigspolitiet, Kommunernes Landsforening og Dansk Center for Undervisningsmiljø.

Vejledningen er blevet til på baggrund af arbejdsgruppernes anbefalinger af, hvordan uddannelsesinstitutionerne kan forebygge udvikling af voldelig adfærd og etablere interne kriseberedskaber. Den skal være en inspiration for det lokale arbejde med forebyggelse og håndtering af ulykkes- og sikkerhedsrisici.

- Det er vigtigt, at vi skaber nogle rammer for, hvordan man skal reagere i en krisesituation. Med denne vejledning sætter vi ord på de handlinger, som mange allerede udfører, når de står over for en ulykke eller risikopræget situation. Nu er der noget konkret at forholde sig til, siger undervisningsminister Bertel Haarder i en pressemeddelelse.




Undervisningsministeriet nu lavet en vejledning for, hvordan danske uddannelsesinstitutioner skal være beredt, hvis en person går amok.

Offentliggjort Sidst opdateret