Klimaet på hele kloden står på spil, når diplomater og regeringsledere til december kommer til topmøde i København. Men arbejdsforholdene for de danske embedsfolk, der skal arrangere mødet er tilsyneladende helt ude af kontrol. Først blev chefforhandler Thomas Becker fyret få måneder før mødet, og nu viser det sig, at alle 40 medarbejdere i afdelingen for Globalt Klima tilbage i maj har klaget over dårlige arbejdsforhold, oplyser DR Nyheder.
Oplysningerne vækker bekymring på Christiansborg, hvor SF kræver en redegørelse fra Statsministeriet.
- Hvis klodens fremtid står på spil ved klimatopmødet i København, så virker det ikke alene uprofessionelt men også helt ude af proportioner, at regeringen hellere vil tælle bilag og miste betroede medarbejdere to måneder før klimatopmødet, siger Villy Søvndal i en kommentar.
Alle 40 klimafolk i afdelingen føler sig ifølge DR Nyheder utrygge ved at aflevere bilag, og to af dem har lige som Thomas Becker modtaget skriftlige advarsler for ikke at leve op til kravene om at aflevere bilag på restaurationsbesøg. Ifølge medarbejderne er der et helt uhørt misforhold mellem deres praktiske arbejdsforhold og den enorme opgave med at arrangere topmødet. Det skrev de allerede i maj måned i et brev til departementschefen i ministeriet, oplyser DR Nyheder.
Villy Søvndal kalder hele forløbet "amatøragtigt og ondsindet".
- Hele regeringens spinmaskineri bruger nu krudtet på at få sværtet klimaministeriets nu tidligere topforhandler. Hvis der - som det forlyder - er en magtkamp mellem Statsministeriet og Klimaministeriet, så har statsministeriet igen vist en total mangel på dømmekraft, siger Villy Søvndal.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker