Klinikchefer i brev: Besparelser destabiliserer sundhedsvæsnet
Det er nødvendigt, at politikerne melder klart ud om prioriteringer, siger 43 klinikchefer fra Rigshospitalet.
Samtlige 43 klinikchefer på Rigshospitalet mener, at det danske sundhedsvæsen "langsomt destabiliseres" på grund af evindelige besparelser.
Det skriver de i et brev til danske politikere, som Politiken bringer lørdag.
- Det er nødvendigt, at politikerne indser, at nye, ofte kostbare, behandlinger og nye behandlingsgarantier ikke længere kan indføres uden medfølgende bevillinger, for sundhedsvæsnet kan ikke længere skaffe ekstra penge ved at lade vigtige basale kerneydelser lukke ned, skriver klinikcheferne.
De medgiver, at der ikke er råd til alt og efterspørger, at danske politikere melder klart ud, hvordan de mener, der skal prioriteres i sundhedsvæsnet fremover.
Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) anerkender, at det danske sundhedsvæsen er under et stigende pres.
- Derfor skal vi også gennemføre en sundhedsreform og skabe forbedringer, siger hun til Politiken.
Ifølge fremskrivninger vil der om ti år være op mod en kvart million flere ældre over 75 år og langt flere med kroniske sygdomme.
- Det pres, det skaber for flere behandlinger, kan allerede mærkes på Rigshospitalet og andre steder. Derfor handler vores sundhedsreform både om at skabe mere nærhed og sammenhæng for patienterne og om at frigøre tid og ressourcer til den specialiserede behandling på sygehusene - ellers er der hverken råd eller ressourcer til den behandling af høj kvalitet, som patienterne forventer, siger sundhedsministeren.
Ministeren støtter klinikchefernes ønske om prioriteringer, som hun kalder nødvendige. Men hun afviser, at man "med en regnemodel" kan afgøre, hvor og hvad der skal prioriteres.
Hos Socialdemokratiet kalder sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen klinikchefernes brev "et alvorligt opråb i en efterhånden lang række".
Til Politiken gentager han partiets plan om at bruge 53 milliarder kroner ekstra på sundhed på sundheds- og ældreområdet frem til 2025 - næsten ni milliarder mere end regeringen har afsat.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde