Knap halvdelen af befolkningen vasker mere hænder efter corona

Mange borgere vasker mere hænder nu, end de gjorde før corona. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Man er blevet mere opmærksom på, at man selv kan gøre en forskel for ikke at blive syg, mener SSI-direktør.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvis du vasker hænder og bruger håndsprit, mere end du plejede før corona, så er du ikke alene.

For knap halvdelen af borgerne i Danmark har holdt fast i deres ændrede hygiejnevaner i kølvandet på coronapandemien.

Det viser en undersøgelse, som Epinion har foretaget for Sampension i oktober.

Her svarer 47 procent, at de oftere nyser og hoster i albuen i forhold til tiden før corona. Ligeledes svarer 52 procent, at de i højere grad spritter hænder, mens 44 procent oftere vasker hænder.

- Det viser, at der stadigvæk er opmærksomhed på infektionssygdomme i befolkningen efter corona, siger Tyra Krause, faglig direktør i SSI, Statens Serum Institut.

Hun påpeger, at man ligeledes kan se en effekt fra corona på andre dele af sundhedsområdet.

For eksempel på antallet af borgere i målgruppen - blandt andet personer over 65 år - der vælger at blive vaccineret for influenza.

- Det er blevet betydeligt højere. Før var der mindre end 50 procent, der blev vaccineret, og nu er op mod de her 75 procent, siger hun.

For borgerne er blevet mere opmærksomme på, at god hygiejne kan gøre, at færre bliver syge, mener SSI-direktøren, og at man selv kan gøre en forskel.

Det kan ifølge Tyra Krause være med til at mindske smittebyrden i samfundet.

Men mens det for mange danskere ser ud til at have været nemt at holde fast i coronahygiejnen, så er det en noget mindre andel, der stadig husker at blive hjemme fra arbejde, hvis de er sløje.

Her svarer blot 22 procent, at de i højere grad bliver hjemme fra arbejde ved symptomer i forhold til før corona.

Tendensen stemmer godt overens med Sundhedsstyrelsens undersøgelse fra november.

Her svarede 40 procent, at netop det at blive hjemme, når man er syg, er det sværeste af styrelsens sygdomsforebyggende råd at overholde.

- Det er selvfølgelig ærgerligt, men det er også svært, siger Tyra Krause.

For nogle arbejdspladser kan blive mere pressede af en sygemelding end andre, påpeger hun.

- Jeg tror faktisk, at der er mange, der arbejder hjemmefra, hvis de ikke er helt på toppen. Men det er selvfølgelig ikke alle, der kan det, siger SSI-direktøren.

I undersøgelsen, som Epinion har foretaget for Sampension er cirka 1000 personer blevet adspurgt.

I Sundhedsstyrelsens undersøgelse er det 1043 personer.

/ritzau/